Kulden hård ved butikkernes flaskeautomater
De lave temperaturer går ikke kun ud over danskernes køretøjer, vandrør og varmeregning. Også butikkerne flaskeautomater har nogle hårde dage.
- Mange kunder opbevarer de tomme flasker og dåser i carporte, udhuse eller i bilernes bagagerum. Ofte ligger der en sjat væske tilbage i emballagen, men butikkernes komprimatorer, der maser dåser og plastflasker med pantmærker flade, er ikke bygget til at knuse isen i flasken eller dåsen, oplyser vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen fra De Samvirkende Købmænd.
Mange komprimatorer risikerer derfor at sætte ud i disse dage, fordi de ikke kan mase emballager med frosne sjatter. Det kan give uregelmæssigheder i flaskeområdet, da de frosne sjatter kan få maskineriet til at gå i stå.
Derfor opfordrer Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd, forbrugerne til altid at tømme sjatterne, inden de går ind i butikken for at få udbetalt panten.
- Uanset om det er vinter eller mere normalt klima er det altid bedst, hvis flasken eller dåsen er tømt. Jo flere sjatter i de tomme emballager - des oftere er der behov for service og reparation til flaskeautomaten, og når automaten er ude af drift, kan det øge ventetiden for kunden, siger Claus Bøgelund Nielsen.