23948sdkhjf

Fødevarestyrelsen planlægger 17 kontrolkampagner i 2012

Fødevarestyrelsens kontrolprogram for 2012 er nu klar. Her kan du få et overblik.
Er fiskefarsen frisk, oksefileten fersk og lever den økologiske ret på restaurantmenuen nu også op til løfterne?

Fødevarestyrelsens kontrolprogram for 2012 er nu klar. Og blandt de mange detaljer som Fødevarestyrelsen i år ser nærmere på i detailhandelen og hos grossisterne, er bl.a. om fødevarerne nu er, hvad de giver sig ud for. Eller om forbrugerne bliver vildledt, når de køber ind i butikkerne eller bestiller et måltid mad på en restaurant.

40.000 detailbutikker om året
På et år besøger Fødevarestyrelsen omkring 40.000 detailbutikker og 4.500. grossister og ser bl.a. på om egenkontrol, dokumentation, hygiejne og nedkøling er i orden. Under en del af de ordinære kontrolbesøg er der afsat tid til også at se nærmere på udvalgte områder – i 2012 fordelt på i alt 17 særligt målrettede kampagner. I år bl.a. om de varer, der særligt henvender sig til visse allergikere og kalder sig glutenfri nu også er, hvad de giver sig ud for.

Også grossisternes nedkøling af fødevarer, især i sommermånederne, og hygiejnen omkring supermarkedernes selvbetjeningsmontre med salater er i fokus, når Fødevarestyrelsens kontrollører trækker i kitlerne og rykker ud pål kontrol- og vejledningsbesøg.

Hver gang et kontrol- og vejledningsbesøg er afsluttet, skriver kontrolløren en kontrolrapport. Den kommer typisk inden en uge på hjemmesiden findsmiley.dk. Her kan forbrugeren abonnere på kontrolrapporter fra den lokale børnehave og nærlæse eventuelle anmærkninger på yndlingsrestauranten eller favoritbageren.

Kontrolkampagner anno 2012
Med fødevareforlig II gældende fra 2011 blev den ordinære basiskontrol reduceret til fordel for, at kontrolkampagner målrettet problemområder blev styrket. De seneste års erfaringer har vist, at netop kontrolkampagner er effektive over for bl.a. svindel og vildledning.

De 17 kontrolområder i 2012 er:
  • Import fra 3. lande i detailleddet
  • Fersk eller frosset kød?
  • Storkøkken - anprisning af økologiske råvarer
  • Hvor frisk er fisken?
  • Styr på nedkølingen
  • Skyl grøntsagerne, kog bærrene
  • Tjek på menuen
  • Er etiketten i orden?
  • Glutenindhold i "glutenfri"
  • Produktion af kebab og shawarma
  • Anvendelse og mærkning af aroma
  • Tilsætningsstoffer tjekkes
  • Kontrol af import af ikke-animalske fødevarer
  • Styr på supermarkedets salatbar
  • Køligt blik på temperaturen hos sushirestauranterne
  • Tjek temperaturen i sommermånederne og varemodtagelse i detail
  • Rent vand i flasken? - kontrol af vin

Der kan findes yderligere oplysninger om kampagnerne på Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088