23948sdkhjf

Salling Group samler logistik med store gevinster til følge

Danmarks største dagligvarekoncern vil nu selv bringe brød ud til sine over 600 butikker. Det betyder færre lastbiler på vejene og store klimagevinster.

Hidtil har Kohberg og Schulstad stået for levering af deres brød til Salling Groups butikker. Nu hjemtager Salling Group selv transporten og samler brødleverancerne på færre terminaler, lyder det i en pressemeddelelse.

Med den nuværende logistikløsning bliver der leveret brød til butikker og varehuse seks til syv gange om ugen ud fra fire til fem terminaler i Danmark. Det svarer til mere end 80.000 lastbilsleverancer med brød på et år.

Når Salling Group i løbet af 2021 hjemtager transporten, halveres antallet af lastbilsleverancer til 40.000. Blandt andet fordi brødet leveres samlet og sammen med de øvrige varer, der skal ud til butikkerne, og fordi antallet af terminaler reduceres fra fem til to.

- Ved at tilrettelægge vores brødlogistisk, så der køres færrest mulige kilometer og sendes færrest mulige lastbiler ud til vores mange butikker, kan vi opnå en stor klimagevinst. Derfor samler vi nu vores transport og håndtering af brød, siger logistikdirektør i Salling Group, Nicolai Gradman.

Taulov og Taastrup

Når brødproducenterne i dag afleverer brød til Føtex, Bilka og Netto er det ikke altid med fyldte lastbiler på grund af et naturligt svingende salg af brød hen over en uge.

Det kræver flere ture og kørte kilometer ud fra flere terminaler, som nu kan reduceres ved at samle leverancerne og tilføre øvrige varer.

- Det er et betydeligt antal lastbilsleverancer, vi kan spare ved at samle logistikken og optimere vores transport og håndtering af brød, siger Nicolai Gradman.

Salling Groups to nye brødterminaler skal ligge i Taulov nær Fredericia og i den københavnske forstad Taastrup. Der skal bruges op mod 100 nye ansatte på de nye terminaler, og rekrutteringen er allerede i gang, oplyser Salling Group.

De to nye terminaler tages i brug i henholdsvis februar og januar 2021, mens logistikken og distributionen hjemtages definitivt fra Kohberg og Schulstad den 1. maj.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062