Ægtepar har gjort hobby til en levevej: Overskuddet fordoblet
Det begyndte med løse snakke til familiefrokoster. Siden blev det til en succesfuld forretning, som hele familien kan leve af.
Ægteparret Kim og Line Eriksen står bag den populære netbutik Morfars.dk, der årligt sælger fjernstyrede biler, både, droner og fly for et større tocifret millionbeløb. De har gjort deres hobby til en levevej og fordoblede i seneste regnskabsår overskuddet i deres virksomhed til 2,2 mio. kr.
- Vi er en lille familievirksomhed uden investorer eller en forkromet exit-strategi. Vores mål er at have det godt i hverdagen. Og vi er stolte af det resultat, vi har lavet, siger direktør Kim Eriksen.
Begyndte i en kælder
Idéen til Morfars.dk opstod for snart 20 år siden. Da arbejdede Kim Eriksen fuld tid som it-sælger, men importerede legetøj fra udlandet ved siden af.
Under familiemiddage snakkede han vidt og bredt om, hvordan der var et hul i markedet for kvalitetslegetøj i Danmark. Hans svigerfar foreslog, at de gjorde noget ved snakken.
I kælderen under svigerfarens møbelbutik i Charlottenlund åbnede den første butik, som svigerfaren passede, mens Kim Eriksen i sin fritid lavede en hjemmeside. Derfra tog det fart.
Én butik blev til tre, men så ramte problemerne. Salget af legetøj løb ikke rundt, men det gjorde til gengæld de fjernstyrede biler. Så var regnestykket ret ligetil. Legetøjet røg ud af hylderne, og bilerne blev. Samtidig afhændede ægteparret deres tre butikker for udelukkende at satse online.
Lukningen af butikkerne var dyre lærepenge, men strategien med at lave en nichebutik ser ud til at virke. Morfars.dk giver overskud hvert eneste år.
- Vores strategi er at have de rigtige produkter og at vide noget om produkterne, så vi kan hjælpe og rådgive kunderne. Vi har en masse service rundt om produkterne, som betyder, at vi ikke nødvendigvis er billigst. Men det er heller ikke vores mål. Vi har andre værdier, siger Kim Eriksen.
Afviser mange butikker
Selvom Morfars.dk i dag sælger langt størstedelen af sine varer online, har virksomheden et showroom med begrænset åbningstid for de kunder, der gerne vil se og røre varer inden et køb. Her kan man også afhente de varer, man bestiller online.
Kim Eriksen vil ikke udelukke, at Morfars.dk igen skal prøve kræfter med fysiske butikker. Men det bliver ikke i traditionel forstand.
- Jeg kunne sagtens forestille mig en videreudvikling af pop up-shops. Eller noget ala de bogbusser, som kørte rundt, da jeg var barn. Men vi skal ikke have mange butikker. Det harmonerer ikke med den service, vi ønsker at levere, siger han.
Morfars.dk holder til i Herlev og har – udover Kim og Line Eriksen – en god håndfuld ansatte.