23948sdkhjf

Designkæde passerer milliarden og firedobler overskuddet

Seneste regnskabsår bød på fremgang over hele linjen for designkæden Bolia der med en omsætning på 1,1 milliard for første gang nogensinde rundede milliarden, mens overskuddet før skat lød på 75 millioner kroner, hvilket er ny rekord og godt fire gange større end det foregående år.

– Jeg er naturligvis tilfreds med årets resultat og meget stolt over den store indsats som vores dedikerede medarbejdere, designere og partnere har lagt for dagen. Vi har skabt en samlet salgsvækst på 22 pct. i alle salgskanaler og på alle markeder, og det er værd at bemærke, at webbaseret handel for første gang udgør halvdelen af den samlede omsætning, siger adm. direktør i Bolia, Lars Lyse Hansen i en pressemeddelelse.

Han understreger, at den øgede andel af webhandel også hænger sammen med, at de fysiske butikker i Frankrig, Schweiz, Tyskland, Belgien og Østrig i en periode var lukket på grund af corona.

Omsætningen fordoblet siden 2015

Han glæder sig over, at rekordoverskuddet er kommet i hus i et år, hvor Bolia samtidigt har gennemført den største investeringsplan i virksomhedens historie og dermed står meget stærkt rustet til fremtiden.

– Vi har foretaget massive investeringer i designudvikling, bæredygtig omlægning, et nyt globalt ERP-system samt ekspansion med nye butikker, forhandlere og udvidelse af B2B samarbejdet med amerikansk baserede Steelcase. Noget som markant har styrket vores adgang til det globale professionelle marked, fortæller Lars Lyse Hansen.

Investeringsplanen har den seneste årrække sat indtjeningen under pres i det Lars Larsen Group-ejede selskab. I regnskabsåret 2016/17 lød resultatet før skat på 70,6 mio. kr., mens det det følgende år var styrtdykket til 20,9 mio. kr. trods en stigende toplinje. Det er således ikke småpenge virksomheden har postet i den aggressive ekspansionsstrategi, som siden 2015 har ført til en fordobling af omsætningen.

Godt rustet på den globale markedsplads

Ud over at fortsætte den internationale ekspansion på B2B-markedet og yderligere styrke onlineaktiviteterne understreger Lars Lyse Hansen, at planen for det igangværende regnskabsår også omfatter yderligere ekspansion med åbning af nye butikker i blandt andet Frankrig, Tyskland, Holland, Danmark og Schweiz.

– Bolia har nu 63 butikker i 9 lande, webshops i 32 lande og mere end 600 forhandlere fordelt på over 50 lande. Men det betyder langt fra, at vi er færdige med at ekspandere. Vi har en stærk passion for design og kreativitet og et meget sundt og agilt fundament. Med vores store investeringer i IT, en mere bæredygtig kollektion og en moderne handelsplatform står Bolia rigtig godt rustet til kampen om fremtidens kunder på den globale markedsplads, slår Lars Lyse Hansen fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098