23948sdkhjf

Familieejet pelshandler i chok: Det er en tsunami, der rammer

Nyheden om, at den samlede danske minkbestand på cirka 15 millioner dyr skal aflives på grund af corona, er et chok for såvel minkavlerne som deres samarbejdspartnere og kunder. For danske pelsforhandlere er det granatchok, der skal absorberes.

- Det er en tsunami, der rammer branchen. Det er et kæmpechok for vores virksomhed. Minkpelse udgør omkring 40 pct. af vores omsætning, så det er ganske voldsomt, siger Michael Stampe, buntmager og direktør i K. V. Stampe & Sønner.

Han er tredje generation i virksomheden, som er en sammenlægning af Stampe og Levinsky, der har solgt blandt andet minkpelse til danskerne siden 1869.

Der er stadig lagre af skind hos auktionshusene Kopenhagen Fur herhjemme og Saga Furs i Finland, men allerede nu er priserne begyndt at stige, og Michael Stampe kalder fremtiden uvis.

Der bliver også avlet mink i blandt andet Finland og Nordamerika, men hvis coronasmitte blandt mink er et generelt fænomen, kan import af skind også komme i fare. Og da også avlsdyr skal slås ned på grund af corona, kan det tage mange år, før produktionen igen kan komme i gang, frygter han.

Mink dominerer pelsbranchen

Jakob Nygaard Dreyer er formand for Dansk Pelsgrossistforening og medejer af læder- og pelsgrossistvirksomheden Sipo. Han vil også fremadrettet forsøge at skaffe udenlandske minkskind fra Finland og Nordamerika.

Der bliver ganske vist også produceret skind i Rusland og Kina, men modsat de andre to lande er der ikke her lovkrav til dyrevelfærden eller tilslutning til den internationale dyrevelfærdscertificering WelFur.

- Jeg vil ikke kaste penge i skind fra Kina på grund af WelFur. Det er i høj grad Danmarks velfærdslovgivning, der er blevet bredt ud i EU, så det bliver formodentlig finske og nordamerikanske skind fremover, siger han.

Jakob Dreyer er også trist på branchens vegne. Hans virksomhed er også familieejet gennem tre generationer.

- Mink er motoren i pelsbranchen. Så når minken er væk, er der ikke så meget. Det er den, der driver innovationen, og det er den, der bestemmer prisen på skind generelt. Det er virkelig ubehageligt, siger han om beslutningen om at slå alle mink i Danmark ned.

Michael Stampe fra K. V. Stampe og Sønner håber, at der trods den seneste udvikling er lys for enden af tunnelen for pelsforhandlerne.

- Som virksomhed har vi været igennem mange kriser. Og nogle gange opstår der nye ting – men der er ingen tvivl om, at det er alvorligt, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109