Tidligere Netto-direktør lander nyt topjob
Brian Seeman Broe, der sidste år stoppede som dansk landedirektør i Netto, har fundet en topstilling på den anden side af Øresund. Det skriver han selv i et opslag på LinkedIn.
Han er blevet ansat som driftsdirektør (COO) i DollarStore, der er den hurtigst voksende lavpriskæde i Sverige. Kæden, der minder om Normal og Flying Tiger Copenhagen, har 114 butikker og omsætter årligt for 3 mia. svenske kroner.
- Med butikker på små 3.000 kvm i snit og med placeringer fra Gällivare nord for polarcirklen til Trelleborg i syd venter nye eventyr, udviklende udfordringer og nye faglige oplevelser i et spændende nordisk marked, skriver Brian Seemann Broe på LinkedIn.
Den 50-årige Brian Seemann Broe var i fem år landedirektør for Netto Danmark. Før det havde han været både butikschef, distriktschef, salgsdirektør og udstationeret i Sverige – det meste i Netto-regi.
Nye udfordringer
Men ledelsen i Salling Group, der står bag Netto, ville et andet sted hen med discountkæden end Brian Seemann Broe. Derfor opsagde han i efteråret 2019 sin stilling og har siden været begrænset af klausuler i ansættelseskontrakten med Netto.
Nu har han så igen et fast job.
- Jeg glæder mig til at blive en del af et dedikeret team med stor faglighed, hvor “keep it simple” er den røde tråd i det arbejde, som skal sikre kunderne lave priser hver dag, skriver Brian Seemann Broe på LinkedIn.
DollarStore åbnede sin første butik i 1999. Sortimentet er bredt og spænder fra boligtilbehør, personlig pleje, udstyr til kæledyr og elektronik.