23948sdkhjf

Kurator: Netbutik skylder millioner og har selv indgivet konkurs

Det var en pludselig nedgang i omsætningen, som i slutningen af sidste uge fik ejerne af netbutikken Myposture til at indgive konkursbegæring.

Det fortæller kurator Søren Christensen Volder fra advokatfirmaet Bech-Bruun til RetailNews.

RetailNews kunne tirsdag morgen fortælle, at Myposture er taget under konkursbehandling. Det kan du læse mere om her.

Netbutikken har de senere år tjent millioner til sine to omstridte ejere – iværksætterne Halfdan Harring og Mark Haugaard – på trods af beskyldninger om salg af kopivarer, snylten på konkurrenter og vildledende markedsføring.

Men i sidste uge valgte ejerne pludselig at lukke deres webshop og ændre navnet på selskabet bag Myposture. Få dage senere tikkede konkursbegæringen ind.

- Min opgave er nu at få omsat varelageret. Det er vi allerede i dialog med forskellige aktører om, og vi forventer en afklaring inden for få uger, siger kurator Søren Christensen Volder.

Kina-varer

Varelageret består primært af det holdningskorrigerende tøj, som Myposture har solgt. Derudover er der alt fra hårtørrere til rullebørster, bindevævsmassageapparater og køkkensæt i bambus.

Halfdan Harring og Mark Haugaard er sammen med en lille håndfuld bekendte fra Aarhus-området en del af en såkaldt webshop-karrusel, som i årevis har åbnet og lukket en stribe netbutikker – og trukket et spor af vrede kunder efter sig.

Myposture har solgt sit tøj for adskillige hundrede kroner, selvom man på platforme som Wish og Aliexpress kan finde nærmest identiske produkter til en brøkdel af prisen.

På Trustpilot klager massevis af kunder over at have modtaget værdiløse produkter. Alligevel er det lykkedes Halfdan Harring og Mark Haugaard at banke en årlig omsætning på 60 mio. kr. på benene.

På tre år har de tjent 15 mio. kr. på deres udskældte foretagende.

Skylder millioner

Ifølge kurator Søren Christensen Volder skyldte Myposture ved konkurstidspunktet mellem 3 og 4 mio. kr. Kreditorerne omfatter blandt andet leverandører, fragtfirmaer og Skattestyrelsen.

Søren Christensen Volder var ikke bekendt med, at Halfdan Harring og Mark Haugaard for nyligt forsøgte at sælge hele Mypostures varelager på auktion.

- Jeg har heller ikke fulgt med i kontroverser med konkurrenter og myndigheder. Men de næste måneders undersøgelser skal afdække, om der i virksomheden har været mistænkelige forhold. som skal afdækkes nærmere, siger han.

RetailNews forsøger at få en kommentar fra ejerne af Myposture.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11