Dagligvarebutikker langs kysten bliver ramt: Dette år er ikke normalt

Det kommer til at gøre ondt på en lang række dagligvarebutikker langs den danske vestkyst, at Danmark nu igen er lukket land for tyske turister.
Smittetallet i Tyskland er nu så højt, at danskere frarådes at rejse til Tyskland, og at tyske turister ikke er velkomne i Danmark. Heller ikke selvom mange allerede har booket et sommerhus til ferie i november eller december.
- Dagligvarebutikker i områder som Ringkjøbing, Blåvand og Søndervig bliver hårdest ramt, vurderer Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd.
Mange tyskere har på grund af corona flyttet deres ferie til sidst på året. Derfor er der langt flere sommerhusbookinger i november og december end normalt.
Slesvig-Holsten undtaget
Ifølge Dansk Handelsblad er sommerhusene booket for i alt 12.074 uger i november og 13.943 uger i december. Heraf står de tyske turister for hhv. 80 pct. og 86 pct. af bookingerne.
- Hvis 2020 var et normalt år, havde dagligvarebutikkerne ikke mistet så meget på fraværet af tyske turister i november. Men dette år er ikke normalt, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Udenrigsministeriet har i sin nye rejsevejledning gjort det meste af Tyskland orange. Kun delstaten Slesvig-Holsten er undtaget. Derfor kan tyskere herfra fortsat rejse ind i Danmark.
På samme måde er det stadig tilladt for danskere at køre syd over grænsen for at handle i grænsehandelsbutikkerne. Den mulighed var tidligere på året lukket, da det krævede et såkaldt anerkendelsesværdigt formål at komme ind i Tyskland.