23948sdkhjf

Sådan kan supermarkeder gentænke deres butiksareal

De danske dagligvarekæder bygger store og flotte butikker med et bugnende sortiment af alskens varer. Men snart kommer de til at skulle gentænke en del af deres butiksareal.

Sådan lyder spådommen fra detailekspert Flemming Birch fra konsulentfirmaet Birch & Birch.

Inden længe vil danskerne købe havregryn, vaskepulver og dåsemakrel i abonnement. Alle de kedelige supermarkedsvarer ryger ud af butikkerne, forudser Flemming Birch. Det giver plads til overs, og den skal bruges på anden vis.

- Vi ser allerede mange steder i udlandet, at de trivielle varer ryger over i onlinedelen og i click and collect. Det betyder, at fremtidens supermarkeder bliver mindre. Og da nogle danske kæder ligger inde med frygteligt store butikker, kommer de på arbejde, siger Flemming Birch.

Overskydende plads

Noget af butiksarealet kan fremover bruges til lagerplads og pakning af de varer, som kunder bestiller online og afhenter enten i eller uden for butikken.

Andet kan lejes ud til andre butikstyper, f.eks. apoteker og elektronikbutikker.

- Man kunne også forestille sig, at supermarkederne bruger overskydende plads til at indrette arbejdsstationer, som for eksempel studerende og freelancere kan sidde ved – mens de spiser mad købt i supermarkedet, siger Flemming Birch.

At spise mad i supermarkedet ser man allerede i højere grad rundt om i verden. Det kaldes eat-in og er især stort i USA.

- Her er det mange steder en integreret del af supermarkedet, fortæller Dorte Wimmer, detailekspert hos Retail Institute Scandinavia.

Vågnet op til dåd

Tager man knap så langt væk – til Waitroses butik i London-bydelen Canary Wharf – kan kunder spise deres frokost eller aftensmad i butikkens vinbar. Man kan vælge fra hele supermarkedets sortiment, og butikkens personale tilbereder maden.

- På den måde bliver supermarkedet et sted, hvor der sker flere ting, og hvor du gør mere end bare at købe dagligvarer, siger Dorte Wimmer.

Hun hæfter sig ved, at mange af dagligvarekæderne herhjemme er i fuld gang med at opgradere og modernisere deres butikker.

- Der investeres store beløb, og kæderne prøver nye ting af. Det er positivt. Dagligvarehandlen i Danmark har ligget lidt i dvale, men er vågnet op nu, siger Dorte Wimmer.

Med cirka 2.900 dagligvarebutikker er Danmark et af de lande i Europa med den højeste butikstæthed. De fem discountkæder – Netto, Fakta, Rema 1000, Lidl og Aldi - står for over halvdelen af butikkerne og sidder på 40 pct. af det samlede dagligvaresalg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11