23948sdkhjf

Amazing facts: Her er tallene bag verdens største altmuligbutik

Hvis Amazons kommende indtog i Danmark er den største trussel mod dansk detailhandel, er det måske meget rart at vide, hvilken fjende man er oppe imod.

Og hvordan man kan bekæmpe den.

Hvor henter Amazon for eksempel størstedelen af sin omsætning? Hvilke varer sælger Amazon mest af? Og hvor i verden står selskabet stærkest?

Per Østergaard Jacobsen er direktør i konsulentfirmaet Efficient og ekstern lektor på CBS. Han er dykket ned i Amazons regnskabstal og har kigget nærmere på blandt andet markedsandele og varegrupper.

- Amazon er på mange områder monopol-lignende og har mange forretningsben. Men det er stadig onlinesalg af varer, som udgør størstedelen af forretningen, siger han til RetailNews.

Elektronik topper

72 pct. af Amazons omsætning sidste år på i alt 280 mia. dollars stammede fra e-handel med varer. Derudover henter Amazon store summer fra sin medlemsklub, Amazon Prime, og fra sin it-forretning Amazon Web Services, der er verdens største udbyder af såkaldt cloud computing.

Kigger man på de varegrupper, som Amazon sælger mest af, ser top-10-listen således ud:

  1. Elektronik
  2. Tøj, sko og smykker
  3. Tilbehør til hjemmet
  4. Makeup og personlig pleje
  5. Bøger
  6. Mobiltelefoner og tilbehør
  7. Film og tv
  8. Kæledyrsprodukter
  9. Sports- og fritidstøj samt udstyr
  10. Dagligvarer

- Man gå ud fra, at det især er tilsvarende brancher i de nordiske markeder, som Amazon vil udfordre, siger Per Østergaard Jacobsen.

Her er det afgørende, at man har styr på sin forretning – og ikke mindst kundeoplevelsen.

- I en verden med Amazon, der er kendt for altid at sætte kunden først, nytter det ikke, at man har dårlig kundeservice. Skider man på kunderne, får man tæsk, siger Per Østergaard Jacobsen.

Taber markedsandele

Amazons suverænt største marked er USA. Her henter man 69 pct. af sin samlede e-handelsomsætning. Dernæst følger Tyskland, Storbritannien og Japan.

- Men faktisk ser vi, at Amazons markedsandel i både Tyskland og Storbritannien er faldende. Afhængigheden af det amerikanske marked, som er meget volatilt, er stor. Det kan blive en udfordring for Amazon, vurderer Per Østergaard Jacobsen.

Når man spørger forbrugerne i USA, hvorfor de handler på Amazon, er der flere årsager. De mest tungtvejende er:

  • Hurtig og gratis levering
  • Et stort vareudvalg
  • At forbrugeren allerede er medlem af Amazon Prime
  • At priserne er de bedste
  • At returnering af varer er nemt

Så hvordan skal man som lille eller større detailbutik konkurrere med det? Her kan en mand ved navn Chris Zane muligvis bruges som inspiration, mener Per Østergaard Jacobsen.

Livsvarig service

Som kun 16-årig købte Chris Zane en lille cykelbutik i New Haven, Connecticut. Efter nogle år begyndte den hårde konkurrence om kunderne – blandt andet fra det nærliggende Walmart-varehus – at gøre ondt.

Prisen og udvalget kunne Chris Zane ikke matche. Dertil var konkurrenterne for store. Så han valgte i stedet at satse på kundeservice.

Det begyndte med et års gratis service på cyklen. Det virkede øjeblikkeligt – men konkurrenterne fulgte trop. Så Chris Zane gik hele vejen. Nu begyndte han at tilbyde livstids-service kvit og frit på kundernes cykler.

Med alle nye cykler fulgte desuden et gratis værktøjssæt, og skulle en kunde have udskiftet en cykeldel, der kostede under 1 dollar, gjorde Chris Zane det gratis.

- Ved at fokusere på hver kundes levetidsværdi og altid give en god oplevelse er vi i stand til at fastholde kunder gennem et helt liv, har Chris Zane udtalt til erhvervsmagasinet Forbes.

Hans virksomhed, Zane's Cycles, omsætter i dag årligt for over 150 mio. kr.

Ifølge Per Østergaard Jacobsen er Chris Zanes tankegang den samme, man skal overveje i kampen mod Amazon.

- Du kan formentlig ikke slå Amazon på pris og udvalg. Du skal kunne noget andet og specialisere dig. Her er god service afgørende, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159