23948sdkhjf

Black friday får nyt corona-setup

De seneste år er store amerikanske og kinesiske handelsdage som singles day, black friday og cyber monday blevet en del af dansk detailhandel, men i år ser ud til at blive markant anderledes.

Læs RetailNews som e-avis:
32 sider med nyheder, baggrund, portrætter og perspektiv

På grund af corona er de fysiske butikker ad flere omgange blevet frarådet at holde store udsalg og reklamere med slagtilbud - i håb om, at det kan afholde folk fra at stimle sammen på lidt plads og dermed øge smitterisikoen.

Derfor kommer efterårets store handelsdage og julehandlen til at se meget anderledes ud i år. 

- Vi har gjort en masse tiltag. Sprit, opdeling af gaderne, mærkning, vi har fjernet mange af vores gadevarer, så der er bedre plads til kunderne, osv. Men jeg frygter, hvordan det kommer til at foregå, når vi når til black friday og jul, hvis det ikke skal ende i kaos, har Jesper Andreasen, adm. direktør i landets største storcenter, Rødovre Centrum, tidligere udtalt til RetailNews. 

Rødovre Centrum planlægger som følge af coronarestriktionerne at afholde black friday over flere dage - op til en uge - i stedet for. 

En række andre detailaktører som Elgiganten, Skoringen og Danske Shoppingcentre forventer også at sprede udsalget over flere dage for at undgå køkaos. 

Mere salg på nettet

Coronapandemien kan også betyde, at en større del af salget rykker online i stedet.

- Vi kan se ind i en periode med black friday og julehandel forude, som bliver meget anderledes end tidligere. Der er grund til forsigtighed. Derfor vil det få stor betydning med en anbefaling om at undgå udsalg. Der bliver sikkert solgt mere online i lyset af corona. Det være naturligt i lyset af udviklingen de seneste måneder, siger adm. direktør Jens Birkeholm, Dansk Detail, til Finans.

Danskerne, som i forvejen er glade for at handle på nettet, har i endnu højere grad taget webshops til sig under coronakrisen. Tal fra Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, viser, at 48 pct. af forbrugerne handlede på nettet den sidste uge i august.

Onlinesalget satte i første halvår af 2020 endnu en rekord med 74,7 mia. kr. i omsætning fordelt på 112 mio. handler.

Ser man på augusts udvikling sammenlignet med sidste år, er der fremgang på de fleste shoppingkategorier - bortset fra rejser, som ikke overraskende har oplevet en halvering i forhold til august sidste år. 

Især dagligvarer og ting til hjemmet og haven har danskerne brugt penge på i starten af efteråret, viser analysen fra FDIH.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188