23948sdkhjf

Salling Group har fundet plan for kæmpe mængde konkursvarer

Da Salling Group sidste år købte konkursramte Top-Toys danske varelager og rettighederne til Fætter BR-brandet, endte 89 paller med legetøj i overskud.

Nu har et samarbejde mellem Børneulykkesfonden og Salling Group banet vejen for, at børn kan få glæde af legetøjet, når Børneulykkesfonden fordeler det i både Danmark og Afrika.

- Det er jo helt fantastisk, at Salling Group vil donere så meget legetøj til vores arbejde. Det kommer til at gøre en kæmpe forskel for en masse børn, der har mere at kæmpe med end deres jævnaldrende, og som fortjener at føle, at nogen tænker på dem, siger Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden, i en pressemeddelelse.

Børneulykkesfonden er en non profit-organisation og står blandt andet bag ‘Legeheltene’, der tager ud på hospitaler rundt om i landet og igangsætter bevægelseslege og aktiviteter med de indlagte børn for at skabe en mere aktiv hverdag. Og det bliver netop Legeheltene, der kommer til at stå for uddelingen af legetøjet.

- Vi har været omhyggelige med at finde en god samarbejdspartner, der kan overtage legetøjet, så vi er sikre på, at det ender hos de rigtige modtagere og virkelig vil blive værdsat. Derfor er vi glade for, at Børneulykkesfondens Legehelte giver legetøjet nyt liv hos børn, som får stor glæde af det, fortæller Annette Juhler Kjær, der er Group Vice President, Public Affairs, Communication & CSR i Salling Group.

Som følge af Covid-19 mangler landets hospitaler lige nu legetøj til indlagte børn. På grund af potentiel smittefare har hospitalerne været nødt til at fjerne en stor del af deres fælles legetøj rundt på afdelingerne.

Legetøjet, der skal til Afrika, bliver uddelt i forbindelse med Climb For Charity’s årlige besøg i Kenya til januar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094