23948sdkhjf

Spådom: Amazon-lignende butikker kan vende butiksdøden i Danmark

Den amerikanske nethandelsgigant Amazon er nærmest blevet synonym med butiksdød, og når selskabet går ind på et nyt marked, er det så skelsættende, at det har fået sit eget navn – at blive amazoned.

Men historien om den altædende alt-mulig-butik er mere nuanceret end som så. Faktisk kan Amazon være med til at vende butiksdøden i Danmark og skabe nye lokale butikker. Sådan lyder det fra Jan Damsgaard.

Han er professor i digitalisering på CBS og har i årevis studeret Amazon.

- Der er ingen tvivl om, at Amazon vil forandre dansk detailhandel fuldstændig. Men vi glemmer lidt nuancerne, når vi taler om denne mastodont, som snart kommer buldrende, siger Jan Damsgaard til RetailNews.

Amazon blev stiftet i 1994 af Jeff Bezos, der kvittede sit velbetalte job for at sælge bøger online.

I dag er Amazon verdens største netbutik og det mest værdifulde selskab på kloden.

Udover sin nethandelsbutik producerer Amazon selv teknologi - bl.a. Alexa-højttaleren - og driver den største internetbaserede it-tjeneste på kloden, Amazon Web Services (AWS).

Amazon ejer også supermarkedskæden Whole Foods og har kundeklubben Amazon Prime, der er verdens største af sin slags.

Fra Dagli'Brugsen til Amazon Go

Som eksempel nævner han Amazons supermarkedskæde Amazon Go, der åbnede sin første butik i byen Seattle i 2018. Her er hverken kassebånd eller personale. Kameraer, sensorer og kunstig intelligens holder øje med, hvad du tager fra hylderne og putter i indkøbskurven.

Når du går ud, lægges beløbene sammen og trækkes automatisk fra dit betalingskort.

- Den største udgift for den lokale brugs herhjemme er brugsuddeleren. Kunne man så forestille sig en Amazon Go i stedet for? Sagtens, siger Jan Damsgaard.

Han mener, at Amazon Go-lignende butikker kan medvirke til at vende den butiksdød, vi allerede ser, og puste nyt liv i lokalsamfundene. De lokale får et sted at mødes og lokale producenter en omkostningseffektiv måde sælge deres produkter lokalt.

- Så kan det godt være, at den lokale dagligvarebutik ikke længere hedder Dagli’Brugsen. Men det er i princippet lige meget. Målet er jo at holde liv i de lokale butikker, så nærmiljøet kan overleve. Forestil dig, at du også kan hente dine nethandelsindkøb i butikken. Og der kan gøres plads til lokale producerede varer – for eksempel fra byens kartoffelavler. Min pointe er, at Amazon ikke nødvendigvis er synonym med butiksdød og armod, siger Jan Damsgaard.

Amputerede bymidter og storcentre

Amazon meddelte for nyligt sin ankomst i Sverige og leder samtidig efter en markedschef, der kan stå for ekspansion til resten af Norden – herunder Danmark. Fra sine lagre i Sverige og Nordtyskland kan Amazon snildt rulle sit gigantiske udbud af produkter til services ud til danske forbrugere.

Den mangeårige detailekspert Bruno Christensen tegner et mere dystert billede af Amazons ankomst. Han peger på, at Amazon allerede har kostet tusindvis af butikker livet i de lande, hvor selskabet er aktivt, og efterladt bymidter og storcentre i en amputeret tilstand.

- Det er situationer som disse, man kan undgå, hvis byens erhvervsliv med detaillisterne i spidsen sammen med de lokale politikere evner at overbevise byens borgere om, at man i et tæt samarbejde kan undgå, at Amazon ødelægger byen, skriver Bruno Christensen i en kommentar.

Han mener, at danske byer bør samle deres detailhandel, kulturinstitutioner og turisme på én stor e-handelsplatform. Bruno Christensen foreslår et samarbejde med en stor, international nethandelsoperatør.

- Når dertil kommer det lokale islæt, vil byens butikker kunne konkurrere med Amazon på leveringstid, og når det gælder service, personlig rådgivning og eventuel reklamation kan de lokale butikker til enhver tid overgå Amazon, skriver Bruno Christensen.

I en rundspørge for to år siden svarede to ud af tre af landets adspurgte borgmestre, at de i større eller mindre grad frygter mere butiksdød på grund af stigende nethandel. Lige så mange af de adspurgte kommuner havde iværksat forskellige initiativer, der skal styrke bylivet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097