23948sdkhjf

Matas skyder regnskabsår i gang med forrygende kvartal

Materialistkæden Matas har haft et sjældent godt første kvartal i sit forskudte regnskabsår. Det skyldes i høj grad covid-19-pandemien, som øgede efterspørgslen efter plejeprodukter.

- Kvartalet var på en gang historisk alvorligt og historisk stærkt. Covid-19-pandemien og nedlukningen af samfundet udløste øget efterspørgsel efter sundheds-, hygiejne- og plejeprodukter og et boom på matas.dk, som voksede med 216 pct., udtaler adm. direktør i Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg, i forbindelse med regnskabets offentliggørelse.

Omsætningen steg 8,1 pct. i 1. kvartal 2020/21 i forhold til samme kvartal sidste år, mens det underliggende salg like for like steg 8,4 pct. i kvartalet.

Health & Wellbeing havde den største fremgang i salget med en vækst på 15,9 pct. Antallet af handelsdage var uændret i forhold til samme kvartal året før, oplyser Matas.

I de fysiske Matas-butikker faldt det underliggende salg med 9,2 pct. i forhold til samme kvartal året før, idet trafikken til butikkerne, især i begyndelsen af kvartalet, var negativt påvirket af covid-19-pandemien. I anden halvdel af kvartalet steg trafikken til butikkerne i forhold til samme kvartal året før.

- Det så sort ud i slutningen af marts, men vi valgte sammen med vores partnere at sætte alle sejl til for at skabe et lynhurtigt comeback. Salget kom hurtigt igen, og kunderne vendte i stor stil tilbage til de fysiske butikker, da samfundet genåbnede. Kvartalet satte en tyk streg under Matas’ samfundsrolle i en sundhedskrise, og blåstemplede samtidig vores strategi om at blive kundernes førstevalg både på nettet og i de fysiske butikker, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

På baggrund af væksten i første kvartal forventer Matas nu en omsætningsvækst for hele året 2020/21 på omkring 6 pct. og ditto like-for-like-vækst.

Matas A/S
Mio. kr. 1. kvartal 2020/21 1. kvartal 2019/20
Nettoomsætning 946,8 875,6
Bruttoresultat 420,2 394,0
Resultat før skat 72,1 70,8
Periodens resultat 46,7 45,9
Balancesum 6460,8 6612,6
Egenkapital 2812,0 2531,6
Antal ansatte 2084 2174
Regnskabsperioden løber fra 1.4.-30.6. 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098