23948sdkhjf

Restauranter vil fjerne forsamlingsforbud og registrere gæster

Horesta vil registrere gæster, hvis man til gengæld må fravige forsamlingsforbud og skære i kvadratmeterkrav.

Imens politikerne på Christiansborg forhandler om genåbningens fase 4, lyder der nu et opråb fra hotel- og restauranterhvervet, som ønsker at få ændret i flere retningslinjer.

Horesta, der er restaurationsbranchens organisation, foreslår, at kvadratmeterkravet fjernes eller halveres, ligesom organisationen foreslår, at forsamlingsforbuddet helt kan fraviges for hoteller og restauranter.

Hotellerne og restauranterne, har vist, at det bør kunne lade sig gøre. Det mener organisationens politiske direktør, Kirsten Munch Andersen.

- Statsministeren anbefaler, at vi holder afstand og sikrer god håndhygiejne. Når vi så ser på restriktionerne, er der nogle, der rammer os ganske hårdt, som ikke har noget at gøre med afstand og hygiejne.

- Vi mener sagtens, vi kan åbne mere på forsvarlig vis, når vi sikrer afstand og håndhygiejne.

I øjeblikket skal der være fire kvadratmeter per gæst. Det kan dog sættes ned til to kvadratmeter, hvis gæsterne sidder ned. Forsamlingsforbuddet er lige nu på 100, men på 500 hvis gæsterne sidder ned.

Ud over at ændre det, foreslår Horesta, at man til gengæld for lempelserne vil registrere alle gæster, så myndighederne kan opspore eventuelle smittekæder.

- Vi er villige til at tage ekstra tiltag, og jeg opfatter, at danskerne vil være villige til at hjælpe til med, at vi får en forsvarlig og sikker genåbning af landet, siger Kirsten Munch Andersen.

Kvadratmeterkravet er for stort, fortæller hun. I øjeblikket skal man til 100 stående gæster have 400 kvadratmeter. Men det er alt for meget, for gæsterne kan i øjeblikket sagtens holde en meters afstand.

- Det giver ikke mening at stille så store krav til afstand - i hvert fald ikke i vores branche.

- Og på samme måde, når vi taler om restauranter, hvor der skal være to kvadratmeter per siddende gæst. Der kan du sagtens fylde de sidste ti borde op, som nu står tomme, så længe du sikrer dig, at der er afstand mellem gæsterne, siger hun.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109