23948sdkhjf

Dyrevelfærd får Aldi til at stoppe salg af turbokyllinger

Dyreværnsforening mener, at stop for turbokyllingesalg er et "kvantespring" for dyrevelfærden.

Discountkæden Aldi vil fra efteråret kun sælge langsomtvoksende kyllinger i modsætning til de såkaldte turbokyllinger, der efter hurtig fysisk opvækst og kort levetid bliver slagtet og sendt ud i butikkerne.

Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.

Kyllingerne vil blive mærket med det statskontrollerede dyrevelfærdsmærke "Bedre Velfærd", oplyser Aldi.

Beslutningen kommer, efter at Danmarks største kyllingeproducent, Danpo, i april gik i gang med at udfase de hurtigtvoksende turbokyllinger som en af de første producentvirksomheder i verden.

Turbokyllingen, der hedder Ross 308, kan vokse fra 50 gram til over to kilo på blot fem uger. Brugen af dem af blevet kritiseret af dyrevelfærdsorganisationer, fordi de i høj grad bruges i supermarkeder.

Ni ud af ti kyllingeudskæringer i supermarkeder kommer fra turbokyllinger.

Hos dyreværnsforeningen Anima kalder man turbokyllingerne for "kontroversielle", fordi den hurtige opvækst får dem til at døje med gangproblemer, lammelser og vejrtrækningsbesvær.

Derfor mødes beslutningen med glæde hos foreningen.

Kommunikationschef Thorbjørn Schiønning kalder det for en stor beslutning og håber, at flere kæder vil følge trop.

- Vi vil gerne have nogle af de større kæder med, eksempelvis Rema, Føtex og Kvickly, men i virkeligheden dem alle sammen. Vi håber på en positiv dominoeffekt, siger han.

Organisationen planlægger et kampagnefremstød for at få flere kæder med på vognen og stoppe salget af turbokyllinger.

- Vi skal ikke have buræg i Danmark, og selvfølgelig skal vi heller ikke have turbokyllinger, hvor kyllingerne tit vokser så hurtigt, at de ikke engang kan bære deres egen vægt. Det er det største enkelte skridt, man kan tage i dag, siger Thorbjørn Schiønning.

Internationalt er Holland det eneste land i verden, hvor det er lykkedes helt at fjerne "turbokyllinger" fra kølediskene.

Ifølge Danpo vil merprisen på en pakke kyllingebrystfilet være 2-3 kroner ved stop for salg af turbokyllinger.

/ritzau/

Forsidefoto: Colourbox

Læs mere om: Aldi
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088