23948sdkhjf

Nyt butik-koncept testes af i Vestjylland

Med få måneders mellemrum har Vestjylland fået to nye butikker, der kan være med til at definere fremtiden for salg af forbrugerelektronik.

I dag åbner en ny EL-Salg-butik i Kvickly Ribe - blot to måneder efter at en lignende butik åbnede i Kvickly Varde. 

De to butikker i Vestjylland er sammen med en tredje butik i Skanderborg de første butikker i et nyt shop-in-shop-koncept, som EL-Salg-kæden tester af og som meget vel kan være med til at definere fremtiden for salg af forbrugerelektronik, skriver kæden i en pressemeddelelse.

- Avancerne på forbrugerelektronik er uendeligt små, og konkurrencen fra onlinehandlen er benhård. Derfor må vi hele tiden tænke nyt i forhold til, hvordan vi kan udvikle vores service og samtidig fastholde det lokale handelsliv, siger Tomas Holm Hedehus, administrerende direktør i EL-Salg. 

Stort i USA
Shop-in-shop-konceptet er især kendt fra USA, hvor flere kæder har små hybrid-butikker, der forener fysiske butikker med onlinehandel.

- På hylderne i vores nye shop-in-shops finder kunder et udvalg af de mest efterspurgte varer. Mobiltelefoner, tv, computere, gaming, vaskemaskiner og tørretumblere  Og naturligvis en masse tilbehør. Alle andre varer kan kunderne tilgå via skærme i butikken – varerne kan vi typisk få hjem i løbet af et par dage. Dermed får de handlende fordelene fra nethandlen, samtidig med at de får kompetent rådgivning og mulighed for levering og installering, siger Tomas Holm Hedehus.

Undgå butiksdød
Ifølge Tomas Holm Hedehus er målet med shop-in-shop-konceptet at skabe et konkurrencedygtigt alternativ til nethandel og de store megabutikker, der trækker butikslivet ud af de mindre byer.

- Antallet af tomme butikslokaler rundt om i byerne taler deres tydelige sprog. Konkurrencen fra blandt andet onlinehandlen og megabutikkerne har gjort det uhyre svært at drive forretning i mange lokalsamfund. Med dette koncept forventer vi at kunne bevare forbrugerelektronikbutikker der, hvor kunderne har deres daglige gang, Tomas Holm Hedehus. 

Gode synergier
Hos Kvickly Ribe ser direktør, Flemming Rasmussen, frem til samarbejdet med EL-Salg.

Her er idéen om shop-in-shops ikke uvant. I forvejen har Kvickly lejemål i form af posthuset, Like Anna, Ønskebørn, Flügger, Neptun Apotek og Mama Mia Pizzeria.  

- Det har været en del af vores strategi de seneste 20 år, at skabe nogle gode rammer for det lokale handelsliv, så Ribe også fremadrettet vil være et sted med interessante specialbutikker, som både kan fastholde handlen i byen, men også tiltrække handlende fra oplandet, siger han og fortsætter:

-  Der er nogle gode synergier mellem butikkerne. Og jeg glæder mig til at få EL-Salg inden for dørene, da de kommer ind med en ny varegruppe, som man ikke kan få andre steder i byen. Jeg tror, at det vil tiltrække nye kunder og sikre en mere helstøbt kundeoplevelse, siger Flemming Rasmussen.

EL-Salg-kæden er med sine 170 butikker en af landets største detailkæder.

Samtidig er kæden en del af det internationale indkøbssamarbejde Euronics International, der med sine 13.000 butikker i 35 lande er Europas næststørste udbyder af forbrugerelektronik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188