23948sdkhjf

Salling Group udvider polsk afdeling med milliardkøb

Med et køb af over 300 butikker næsten fordobler Salling sin tilstedeværelse i Polen.

Danske Salling Group, der driver en række dagligvarekæder såsom Føtex, Bilka og Netto, har købt 301 butikker og to distributionscentre i Polen fra britiske Tesco Group.

Handlen til en værdi på 1,5 milliarder kroner har til hensigt at føje butikkerne til Netto-kæden i Polen, der i forvejen har 386 butikker i landet.

Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse torsdag.

– Vi konsoliderer Nettos tilstedeværelse i et voksende marked og leverer dermed på vores koncernstrategi, siger Salling Groups direktør, Per Bank, i pressemeddelelsen.

- Med overtagelsen af Tesco Polen fordobler vi vores forretning i Polen, og vi bliver en betydelig aktør på et af Europas største markeder.

Han udpeger en ekspansion på det polske marked som et af to store strategiske mål. Det andet er et øget digitalt salg.

Handlen med flere hundrede butikker i Polen skal først godkendes af konkurrencemyndighederne, før Salling Group kan begynde at lave butikkerne om til Netto-butikker.

Det forventes at ske inden årets udgang.

- Vi ser frem til at opbygge et samlet team på tværs af de to virksomheder, og vi planlægger at bruge mere end halvanden milliard kroner på at konvertere de nuværende Tesco-butikker, siger Per Bank.

Salling har butikker i Tyskland, Polen og Danmark. I alt rummer koncernen 53.000 ansatte - heraf godt 5000 i Polen. Med opkøbet af Tesco i Polen føjes 7000 nye medarbejdere til folden.

Netto-kæden var sammen med Føtex-kæden drivkræfterne bag en vækst i Salling Group-koncernen.

Salling Group er ejet af Salling Fondene alene siden 2017, hvor koncernen skiftede navn fra Dansk Supermarked til Salling Group.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11