23948sdkhjf

B&O indgår samarbejde med Xbox

Danske B&O, der normalt er kendt for at lave tv og højttalere, skal udvikle lyd til Xbox-spillekonsollen.

Den danske elektronikvirksomhed Bang & Olufsen har indgået et samarbejde med Xbox, der er amerikanske Microsofts spillekonsol.

Det skriver Ritzau Finans.

Bang & Olufsen skal udvikle nye lydprodukter, som henvender sig til "high-end"-segmentet inden for gaming, oplyser selskabet.

- Med vores indtræden i gaming-industrien ønsker vi at gøre, hvad vi gør bedst.

- At levere fremragende lydoplevelser pakket ind i lækkert design og solidt håndværk, siger Christoffer Poulsen, produktchef hos Bang & Olufsen, ifølge Ritzau Finans.

Han tilføjer, at Bang & Olufsen, der traditionelt er kendt for at udvikle tv og højttalere i den dyrere prisklasse, ser et stort kommercielt potentiale inden for gaming.

- Med Xbox mener vi, at vi har fundet den ideelle partner til at realisere det potentiale, siger Christoffer Poulsen.

Ifølge Bang & Olufsen vil produkterne blandt andet få indbygget "Designed for Xbox"-funktionaliteter, som sikrer problemfri forbindelse og en forbedret brugeroplevelse.

Lydprodukterne kommer dog også til at virke til andre maskiner end Xbox-konsollen.

Xbox lancerer sin nyeste spillekonsol, Xbox Series X, i løbet af de sidste tre måneder af i år.

Den skal konkurrere med Sonys Playstation 5, der også lanceres senere i år.

Ifølge Matt Kesselring, chef for spillekonsol-samarbejder hos Xbox, markerer lanceringen af Xbox Series X "en ny epoke inden for gaming".

- Vi er samtidig glade for samarbejdet med Bang & Olufsen, som bringer et helt nyt niveau af gaming-lyd til markedet, til glæde for både Xbox og Bang & Olufsen-fans over hele verden, siger han ifølge Ritzau Finans.

De to selskaber vil på et senere tidspunkt dele flere detaljer om samarbejdet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092