23948sdkhjf

Optimera-salg koster dyrt for byggevaregigant

Saint-Gobain Distribution Denmark vokser med trecifrede millioner på toplinjen, men årets resultat er stadig i minus efter stort frasalg

Trods en toplinje, som steg med 235 mio. kr. til knap 3,9 mia. kr. så går den nederste linje i regnskabet yderligere i minus hos Saint-Gobain Distribution Denmark.

Årsresultatet hos koncernen falder nemlig fra minus 18 mio. kr. forrige år til minus 56 sidste år, og det skyldes blandt andet tab på frasalget af Optimera sidste år.

- Optimera blev aldrig til dét, vi havde håbet på, og vi kan nu se, at frasalget var det helt rigtige for os. Desuden kan vi konstatere, at de interne omstruktureringer, vi foretog i forlængelse af frasalget, har båret frugt. Vi kan nemlig se, at vi har en markant øget medarbejdertilfredshed, siger adm. direktør i Saint-Gobain Distribution Denmark Peter Møller i en pressemeddelelse.

De sidste dele af frasalget blev afsluttet i oktober sidste år, og tabet fra driften i og frasalget af Optimera beløber sig til 206 mio. kr., viser regnskabet.

Beløbets størrelse skyldes omkostninger til både fratrædelser som følge af frasalget og nogle tabsgivende aftaler på lejemål, som ikke længere har været i brug efter salget, fremgår det af regnskabet.

Alligevel ser direktøren positivt tilbage på 2019, som har budt på en overskudsgrad, som er hævet fra 1,6 pct. til 3,8 pct, og et overskud før skat som nu er havnet på 176 mio. kr.

2019 var oprydningsår
- 2019 var et godt år for SGDD på mange punkter, selvom der både er plusser og minusser, hvilket er helt normalt i et oprydningsår. For os er det centrale i 2019, at vi har forbedret resultaterne af de videreførende aktiviteter, og at vi har skabt et stærkt fundament for fremtiden, siger Peter Møller.

I juni sidste år - efter Optimera-salget - udtalte direktøren til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at man ville gå på jagt efter nye områder, og at væksten kunne ske både organisk og ved opkøb.

- Efter salget af Optimera er vi i endnu højere grad en rendyrket vvs-forretning. Vi vil nu undersøge, hvor vi vil være bedre i stand til at opnå synergier i vores forretning indenfor vvs og nært beslægtede områder. Nært beslægtede områder kan være eksempelvis sanitet, kloak, vandforsyning og infrastruktur, sagde adm. direktør Peter Møller fra Saint-Gobain Distribution Danmark dengang.

Hvad angår coronakrisen har Saint-Gobain ikke oplevet negativ indvirkning på salget endnu, skriver ledelsen i regnskabet og tilføjer:

"Eventuel negativ indvirkning af COVID-19 på resultatet forventes ikke at generere en væsentlig risiko for likviditeten."

Saint-Gobain Distribution Denmarks aktiviteter er organiseret under virksomhederne Brødrene Dahl, Zupply, Øland og Protræ. Den danske gren er del af franske Saint-Gobain-koncernen med en omsætning på 300 mia. kr. og over 170.000 ansatte fordelt på 67 lande.

Saint Gobain Distribution Denmark A/S
Mio. kroner 2019 2018
Omsætning 3.898,8 3.662,4
Bruttoresultat 978,4 926,1
Resultat af primær drift 150,0 57,3
Resultat før skat 176,5 59,3
Årets resultat -59,1 -18,2
Egenkapital 661,4 760,5
Antal ansatte 964 973
Regnskabet er afsluttet 31. december 2019
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094