Politiet beklager: Lukkede spisesteder ved en fejl
Flere caféer og spisesteder i butikscentret Bazar Vest i Aarhus fik fredag formiddag besked på, at de skulle lukke.
Forretninger i butikscentre har under coronaudbruddet været tvunget til at holde lukket, og med den begrundelse gav en patrulje fra Østjyllands Politi de pågældende spisesteder i Bazar Vest et påbud.
Men det var en fejl, erkender vicepolitiinspektør Martin Rasmussen.
- Vi fandt en undtagelse i lovgivningen, som vi ikke var bekendt med. Den indebærer, at takeaway-steder gerne må holde åbent, selv om de ligger i et butikscenter.
- De pågældende spisesteder er blevet kontaktet, og vi beklager selvfølgelig fejlen, siger Martin Rasmussen.
Et enkelt spisested blev i samme ombæring sigtet for at bryde et forbud mod udeservering. Den sigtelse ændres der ikke ved.
Overtrædelsen medfører en bøde på 10.000 kroner.
Under coronaudbruddet har landets butikscentre - herunder Bazar Vest - været tvunget til at holde lukket. Men den tvungne nedlukning gælder altså ikke caféer og restauranter, der kun sælger takeaway-mad.
Spisesteder har generelt haft lov til at sælge takeaway, men det har ikke været tilladt at have spisende gæster inden- og udendørs.
Der går dog ikke lang tid, før butikscentrene må åbne igen, og caféer og restauranter må servere for deres kunder.
Fredag indgik Folketingets partier en aftale om fase 2 i genåbningen af samfundet, som i stort omfang har været lukket siden marts.
Aftalen betyder blandt andet, at butikscentre kan åbne fra 11. maj, mens caféer og restauranter må servere for deres kunder fra 18. maj.
/ritzau/