23948sdkhjf

Mette F.: Vi kan lave en solid åbning fra mandag

Torsdag ventes statsministeren at præsentere en plan for fase to af genåbningen.

Danmark står efter alt at dømme over for at kunne åbne markant mere op fra mandag den 11. maj.

Efter et møde med Folketingets partiledere onsdag aften siger statsminister Mette Frederiksen (S), at man kan lave "en solid genåbning" fra mandag.

Regeringen ønsker at åbne hele detailhandlen, caféer og restauranter, storcentre samt skolerne for de ældste elever.

Statsministeren understreger, at det er vigtigt, at en plan for genåbningen bliver meldt ud allerede torsdag.

På den måde kan den genåbnende del af landet nå at blive klar.

Derfor bliver opgaven for Folketingets partier torsdag at blive hurtigt enige om en samlet plan.

Både Statens Serum Institut og en ekspertgruppe af økonomer nedsat under Finansministeriet har onsdag fremlagt rapporter med vurderinger af smitterisiko ved en genåbning og coronakrisens påvirkning af økonomien.

Her kan man således læse, at samfundet godt kan åbnes yderligere. Også uden at epidemien kommer ud af kontrol.

Samtidig fortæller ekspertgruppens rapport en historie om et land i økonomisk krise med en samlet virkning svarende - groft sagt - til en reduktion med 2,5 procent af bruttonationalproduktet.

Der er med andre ord brug for at få gang i flere dele af arbejdslivet for lønmodtagere og erhvervsliv igen, og det er netop det, statsministeren sigter efter, fortæller hun onsdag aften.

Selvfølgelig med gældende forholdsregler om fysisk afstand og håndhygiejne, understreger Mette Frederiksen.

- Det er en utrolig svær balancegang. Jeg ved godt, at mange mennesker er utålmodige. Jeg ville også helst åbne hele Danmark op på en gang, men det vil være dybt uansvarligt. Derfor anbefaler jeg, at vi gør det trinvist og starter på mandag, siger Mette Frederiksen.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen siger, at spørgsmålet om en hævelse af grænsen for forsamlinger er en af de ting, der er på blokken, når partilederne skal forhandle torsdag.

Lige nu ligger det på ti personer.

- Vi kommer til at diskutere, hvad det er for konkrete områder, vi ønsker at genåbne. Hvilke elever skal i skole, og hvad er det for hjul, vi gerne vil sætte gang i.

- Men spørgsmålet om, hvor mange der kan forsamles, har betydning for, hvad der kan genåbnes, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Samtidig, siger oppositionslederen, bør der blive fastsat en dato for genåbning af grænserne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111