KFI sætter omsætningsrekord - millionuddelinger til købmænd vokser
KFI Erhvervsdrivende Fond, også kendt som de frie købmænds pengetank, kom ud af 2019 med en rekordhøj omsætning på 472 mio. kr. og et resultat efter skat på 215 mio. kr.
Det fremgår af fondens netop offentliggjorte årsrapport.
KFI ejer foruden en række ejendomme også 41,5 pct. af Dagrofa-koncernen, som blandt andet står bag Meny-, Spar- og Min Købmand-kæderne samt foodserviceselskabet Dagrofa Foodservice, tidligere Foodservice Danmark.
- I 2020 vil vi fortsætte vores “2021 forretningsstrategi”, der indebærer et fortsat tættere og øget samarbejde med de frie købmænd i Danmark omkring lejemål og finansiering, en optimering og udvikling af vores ejendomsportefølje og en fortsat positiv udvikling i vores associerede virksomheder, siger adm. direktør Terje List i forbindelse med årsrapporten.
Terje List overtog posten efter Jesper Loiborg sidste år.
Flere uddelinger til købmændene
KFI har de seneste år delt ud af overskuddet til medlemmer af den frie købmandssektor til eksempelvis uddannelse, moderniseringer, energioptimeringer og digitale løsninger.
Sidste år blev det til 115 mio. kr. - det højeste beløb givet i et enkelt år siden starten i 2014. I alt er det blevet til 416 mio. kr. til de frie købmænd. Og i 2020 vokser det igen.
- Formålet med vores uddelingsstrategi er at foretage de størst mulige og mest effektfulde uddelinger til støtte af de frie købmænd i Danmark. Med baggrund i 2019-resultatet og et tilfredsstillende kapitalberedskab ser vi mulighed for at fastsætte en rekordstor uddelingsramme for uddelingsåret maj 2020 til maj 2021 på op til 200 mio. kr., siger Terje List.
Desuden kunne man sidste år markere, at 37 nye købmænd fandt vej til KFI, således at fonden nu samarbejder med 117 købmænd om blandt andet finansiering af butikker og lejemål.