23948sdkhjf

Minister slår fast: Covid-19 kan være en arbejdsskade

Der kan være tale om en arbejdsskade, hvis læger, sygeplejersker, sosu-assistenter eller portører på intensivafdelinger bliver syge af smitte med coronavirus. Og det vil give dem ret til en erstatning.

Det fastslår beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse og oplyser, at der er udsendt en ny vejledning på området.

Andre medarbejdergrupper har også høj grad af personlig kontakt, hvor kontakten dog er mere tilfældig eller sporadisk. Det tæller blandt andet kassemedarbejdere, apoteksansatte, pædagoger, buschauffører eller fængselsbetjente.

Det er ikke et krav, at man er testet positiv for smitte med coronavirus. Det er alene nok, at man har et arbejde, hvor der er en stærk formodning om, at man er blevet udsat for smitte.

Sager, hvor personer er alvorligt syge som følge af smitte med coronavirus, skal hastebehandles. Det fremgår også af den ny vejledning.

- Det er vigtigt, at det er krystalklart, at man kan få anerkendt coronavirus som en arbejdsskade, hvis sygdommen skyldes arbejdet, siger ministeren i en skriftlig kommentar.

- Arbejder man for eksempel på en intensiv afdeling på et hospital, er der stor risiko for at blive smittet.

- Det er selvfølgelig altid en konkret vurdering, men er man i frontlinjen på et sygehus, er det meget sandsynligt, man kan være blevet smittet der.

- Der skal tages hensyn til det i sagsbehandlingen, og det er det, som vi understreger med vejledningen.

Fagforeningen FOA kalder den nye vejledning for en "kæmpe sejr".

FOA-formand Mona Striib peger på, at den nye vejledning har slækket kravene for at få erstatning på to fronter.

Tidligere skulle man henvise til en specifik situation, hvor man var blevet smittet. Det er nu muligt, at man kan sandsynliggøre det ved at beskrive sit arbejde og kontakt med borgere, som der må formodes at være coronasmittede blandt.

- Og så er det også positivt, at der ikke er krav om en positiv test – noget vi ved, man som smittet ikke er garanteret adgang til, siger Mona Striib.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094