23948sdkhjf

Vores danske yndlingswebshops er i virkeligheden udenlandske

De danske forbrugere har ikke helt styr på, hvilke butikker der er danske, og hvilke der er udenlandske.

H&M er en god, gedigen, dansk butik. Det er i hvert fald opfattelsen blandt 67 procent af de danske forbrugere, men i virkeligheden er tøjgiganten svensk.

Det samme gælder vores absolutte favoritnetbutik herhjemme, nemlig den tyske tøjgigant Zalando, som hele 42 procent af forbrugerne tror er skudt op af den danske muld.

Det viser den nyeste e-commerce rapport fra FDIH.

Den kollektive overbevisning blandt danskerne er et bevis på, at udenlandske netbutikker som Zalando, H&M, Boozt og Apple har en beundringsværdig handelsstrategi, som andre kan finde inspiration i og tage ved lære af.

Det mener Tobias Lindh, som er landechef for Norden og Baltikum hos den internationale betalingsudbyder Adyen.

- Hvis de udenlandske netbutikker bliver opfattet som værende lokale, er det en kæmpe fordel. Både for butikkerne, men også for kunderne. Det betyder nemlig, at de har en god handelsstra-tegi og gør det rigtig godt. For eksempel hvad angår markedsføring, kundeservice, varehåndtering og udbud af betalingsløsninger, siger Tobias Lindh i en pressemeddelelse. 

Mere end god branding
Landeforvirringen er et spørgsmål om branding, som det fremgår af rapporten, men det er også et spørgsmål om indgående markedsforståelse og nærvær.

- Nogle gange kan den kommunikative og praktiske distance mellem butik og kunde fylde så meget, at den bliver forvekslet med en fysisk. Det gælder for eksempel, hvis kundeservice ikke er til at få fat i eller leveringstiden er for lang. Omvendt kan god markedsforståelse og nærvær føre til den modsatte opfattelse, siger Tobias Lindh.

I 2019 slog forbrugerne endnu en gang e-handelsrekorden i Danmark med indkøb for over 146 mia. kroner. To ud af tre af de danske forbrugere lagde sidste år varer i indkøbskurven i en udenlandsk webshop.

- Nogle gange er det nødvendigt at ty til en, formodentlig, udenlandsk webshop for at få nogle varer, som ikke er tilgængelige lokalt. Hvis butikken har taget højde for og tilpasset sig lokale omstændigheder, lige fra sloganet på forsiden til valget af betalingsløsning, burde den geografiske distance ikke være til gene, siger Tobias Lindh.

Ens oplevelse i Japan og Danmark
Omnichannel marketing sikrer en ensartet købsoplevelse på tværs af online- og fysiske butikker over hele verden og kan derfor være effektivt at investere i.

- En succesfuld omnichannelstrategi sikrer, at købsoplevelsen er den samme uanset, om du går ind i en butik i Japan eller Danmark. Kombineret med en indgående markedsforståelse, er der ikke noget at sige til, at forbrugerne er forvirrede. Det kan nemlig være et utrolig effektivt redskab, fordi det skaber relation og tryghed mellem virksomheden og forbrugerne, forklarer Tobias Lindh.

Kommenter artiklen (4)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125