23948sdkhjf

Mange apoteker har igen håndsprit på hylderne

Håndsprit har længe været svært at opdrive på apoteker. Nu har mange apoteker det på lager igen.

På grund af coronavirus har der været enorm efterspørgsel efter håndsprit, hvilket medførte akut mangel på samme.

Nu melder Danmarks Apotekerforening, at håndspritkrisen i overvejende grad er overstået.

Apotekerne landet over har nemlig længe haft komplet udsolgt af håndsprit på grund af påbuddene om bedre håndhygiejne under coronakrisen.

Mange af landets apoteker er nu tilbage ved noget, der ligner normaltilstande for forbrugerne. Der er dog stadig nogle, som ikke har det på lager.

- Nu kan man gå ned på mange apoteker og forvente, at man kan købe håndsprit, siger konsulent i Danmarks Apotekerforening Gitte Hessner.

Efterspørgslen er dog stadig større end det, som apotekerne får leveret. Hun opfordrer samtidig til, at der ikke bliver hamstret.

- Apotekerne er opmærksomme på, at kunderne ikke hamstrer større mængder. For så risikerer vi at løbe tør igen. Men som det ser ud lige nu, skal man ikke være bekymret. Der kommer som sagt løbende leverancer, siger Gitte Hessner.

Et andet sted som også har fået mere håndsprit på hylderne er kæden Matas.

- Vi har fået rigtig mange varer ind på centrallagrene, og der kommer lige nu hurtigere varer ind på lager, end vi kan sælge det. Så det går ret stærkt med at få varer hjem også i store mængder, siger Brian Gøbel Poulsen, der er logistik direktør i Matas.

Nogle af årsagerne til de genopfyldte lagre kan være de mange alternative producenter, som har meldt sig på banen.

Der er fabrikker og virksomheder, der har omstillet produktionen, for at der kunne produceres nok håndsprit til danskerne.

Gitte Hessner forudsiger, at jo mere Danmark åbner op, desto mere håndsprit vil der være brug for.

- Jo mere Danmark åbner op, jo større et forbrug vil vi nok se. Lige nu får apotekerne løbende leverancer, som gør at man stadig kan sælge til kunderne, selv om vi ikke får helt de mængder, som vi kunne ønske os. Men der er håndsprit at få, siger hun.

Tilbage i slutningen marts dispenserede miljøminister Lea Wermelin (S) ligeledes et EU-krav, som skulle gøre det nemmere for virksomheder at producere håndsprit.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095