23948sdkhjf

Bestseller sender 2.400 ansatte hjem

Bestseller sender midlertidigt 2.400 ansatte i Danmark hjem. Meddelelsen kommer bare få dage efter nyheden om, at modekoncernen afskediger 750 ansatte herhjemme.

Og mens førstnævnte fyringsrunde primært ramte på kontorerne, er butikspersonale omfattet af hjemsendelserne, der træder i kraft fra 24. marts til 9. juni.

Det sker ved at gøre brug af den hjælpepakke, som regeringen præsenterede i sidste uge.

-  Hjælpepakken er en rigtig god håndsrækning fra regeringen, og den betyder, at vi har kunnet begrænse antallet af afskedigelser, selvom jeg stadig er ked af, at det overhovedet har været nødvendigt at skulle sige farvel til meget dygtige og meget loyale kolleger. Vores største opgave nu er at se fremad og forsøge at bevare så mange arbejdspladser som muligt, siger adm. direktør og ejer Anders Holch Povlsen.

Afgørende uger

Han håber, at Bestseller med tiden får rettet skuden op i en grad, så de ansatte kan vende tilbage til arbejdet. Men giver ingen garantier under de nuværende omstændigheder.

- De næste 4-8 uger bliver afgørende for, hvordan fremtiden ser ud. Lige nu er vi hårdt ramt, men vi tror på, at vi med vores tiltag har muligheden for at overleve krisen og på sigt komme tilbage, så vi igen kan være garant for at skabe arbejdspladser i Danmark og de samfund, vi er en del af. Vi vil kæmpe for, at vi fortsat har en konkurrencedygtig og international modetøjs- og detailhandelsvirksomhed.

Bestseller har dermed fyret eller hjemsendt 3.150 ansatte i Danmark, svarende til to tredjedele af arbejdsstyrken på 4.800 personer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072