23948sdkhjf

Beskæftigelsesborgmester i København: Nu hjælper vi detailbranchen

Københavns Kommune vil ringe til ledige for at gøre dem opmærksomme på, at der er mulige job i detailbranchen på grund af Corona-krisen.

Danmark oplever i øjeblikket en presset detailhandel, som slås med både syge og karantæneramte medarbejdere og en forventning om, at der er varer på hylderne og folk ved kassen.

Derfor gør Københavns Kommune nu en ekstraordinær indsats for at gøre ledige opmærksomme på de job i detailbranchen, som flere butikskæder har meldt ud, er til stede lige nu.

Det skriver Københavns Kommune Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i en pressemeddelelse. 

Fra torsdag morgen vil medarbejdere fra jobcentrene i København gennemgå de lediges cv'er, og er der nogle, der har erfaring fra butiksområdet, bliver de ringet op og gjort opmærksom på mulighederne lige nu i detailbranchen, hvor man kan søge via fx jobbanker.

Det sker på beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaards initiativ efter de mange nødråb fra butikskæderne oven på corona-krisen.

- Jeg har bedt min forvaltning om at række ud til relevante ledige for at høre, om de er opmærksomme på muligheden for at få et job - også selv om det er kortvarigt. Jeg er sikker på, at der sidder nogle mennesker derhjemme lige nu, som også i denne situation kan få det til at gå op familiemæssigt, forklarer hun.

- Det er vores håb, at vi kan lave et match mellem en branche, der beder om arbejdskraft, og en række mennesker, der måske er blevet arbejdsløse på grund af krisen og har muligheden for at tage et arbejde, siger Cecilia Lonning-Skovgaard

Frivilligt at tage imod jobbet
Regeringen har på grund af corona-krisen suspenderet kravene om, at ledige skal stå til rådighed og herunder søge job, og jobcentre og a-kasser kan ikke give sanktioner.

Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren understreger derfor, at der på ingen måde hviler et pres på de ledige til at tage et job lige nu.

- Det er en frivillig sag, om man vil søge job fx via detailhandelens jobbanker, og vi har stor respekt for, at sådan noget som børnepasning kan komme i vejen. Men nu gør vi en indsats for at gøre opmærksom på mulighederne. Det vil være til gavn både for samfundsøkonomien og for en branche, der er ekstra vigtig for os alle sammen lige nu, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Københavns Erhvervshus har kontaktet en række koncerner inden for detailhandlen for at gøre opmærksom på, at kommunen nu tager et ekstraordinært skridt for at hjælpe dem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109