Usikkerhed får også folk til at handle mindre på nettet
Måske skulle man tro, at danskerne i disse coronatider ville flokkes om nethandlen, hvor man kan få varer leveret direkte til døren, men det tyder foreløbige undersøgelser ikke på.
Det fortæller Berlingske.
Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) har mellem onsdag og torsdag i sidste uge foretaget en undersøgelse, der viser, at danskernes umiddelbare reaktion på corona-krisen har været at handle mindre i det hele taget.
Den foreløbige konklusion er, at 60 procent af de adspurgte virksomheder er negativt påvirkede på enten salg eller logistik.
Og foreningen forudser, at det dårlige salg vil fortsætte i hvert fald i nogle uger.
- Vores fornemmelse er, at andelen af virksomheder, der vil få det sværere, vil stige hen over weekenden og i løbet af de næste uger. Vi får flere, der siger, at det er, som om danskerne har sat en bremser for deres forbrug, siger Henrik Theil, der er kommunikationschef i FDIH.