23948sdkhjf

Kirkens Korshær lukker butikkerne

- Mange af vores frivillige er ældre, der er særligt smitteudsatte, forklarer chef for organisationen.

Når det gælder genbrug, er Kirkens Korshær en af landets helt store butikskæder.

Alle Kirkens Korshærs godt 240 genbrugsbutikker vil - som følge af myndighedernes anvisninger - være lukkede foreløbigt frem til 30. marts. 

Med så mange butikker fordelt over i hele landet får beslutningen om at lukke store økonomiske konsekvenser for det sociale hjælpearbejde, skriver organisationen i en pressemeddelelse. 

- Mange af vores frivillige er ældre, der er særligt smitteudsatte. Dem vil vi selvfølgelig passe ekstra godt på. Derfor er vores butikker lukkede de næste 14 dage, siger chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen.

Håber på hjælpepakke
Butikkerne er en af de væsentligste kilder til at finansiere organisationens sociale arbejde i 29 byer i Danmark.

I sine varmestuer, herberger, natcaféer, børne- og familiestøttende arbejde, stofindtagelses- og sundhedsrum og skæve boliger hjælper Kirkens Korshær socialt udsatte mennesker.

- Butikkerne står for cirka halvdelen af vores indtægter. Midler, der går til vores sociale arbejde. Derfor kommer lukningen til at påvirke dem i vores samfund, der har allermindst. Mennesker, der kæmper allermest i forvejen. Det kan være med fattigdom, ensomhed, misbrug, hjemløshed, sygdom. Jeg håber derfor, at regeringen også tænker på civilsamfundet og genbrugsbutikkerne og rækker os en hjælpende hånd, forklarer Helle Christiansen.

'Kritiske funktioner' holdes åbne
Ingen mennesker skal sove på gaden - og slet ikke nu, mener Kirkens Korshær. Derfor holder Kirkens Korshærs herberger, natcaféer (inkl. Kompasset), nødovernatninger, døgnvarmestuer, hyttebyer, skæve boliger samt sundheds- og stofindtagelsesrum så vidt muligt åbent.

Dette afklares i den kommende tid nærmere i samarbejde med Social- og Indenrigsministeriet samt lokale beredskabs- og sundhedsmyndigheder.

Telefonrådgivningen Sct. Nicolai Tjenesten holder også fortsat åbent. Især i situationer som denne har folk brug for at kunne tale med et andet menneske.

- Denne situation kan betyde, at endnu flere bliver ramt af ensomhed. Det er noget af det, Sct. Nicolai Tjenesten dagligt forsøger at bekæmpe. Derfor vil danskerne fortsat kunne få et interesseret menneske i røret, når de ringer 33 12 14 00, fortæller Helle Christiansen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102