23948sdkhjf

Danskerne smider 250.000 ton mad ud der kunne være spist

National madspildsdag 29. september skal få forbrugere til at smide mindre mad ud, som kunne være spist.

Tonsvis af mad, der ikke fejler noget, ryger hver dag i skraldespanden i de danske husholdninger. 250.000 ton bliver det til om året.

Men nu skal en ny national madspildsdag hjælpe forbrugerne til at undgå det enorme ressourcespild.

29. september bliver dagen, hvor myndighederne kommer til at slå på tromme for budskabet.

- Hver dag skal jo være en dag, hvor man tænker over, hvad man køber ind og bruger det, så mindst muligt går til spilde.

- Men nu lancerer vi en national madspildsdag for at højne opmærksomheden på problemet, siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

Det er FN, der har gjort 29. september til international madspildsdag. Det bliver også Danmarks mærkedag mod madspild.

Det er ikke bare sund fornuft at undgå madspild. Det er også en gevinst for klimaet, påpeger fødevareministeren.

3,8 procent af vores CO2-udledning herhjemme skyldes nemlig madspild.

- Madspild er en af de helt store syndere i klimaregnskabet.

- Ved at reducere spildet kan vi som danskere selv være med til at nedbringe CO2-udslippet og klimabelastningen, siger Mogens Jensen.

Den særlige dag vil blive promoveret, blandt andet via sociale medier.

Det handler i særlig grad om at nå de unge, lyder det fra ministeren.

- Når vi kigger i statistikkerne, kan vi se, at særligt de yngre generationer smider meget mad ud, siger Mogens Jensen.

Men en national madspildsdag gør det ikke alene.

Forbrugerne står kun for en tredjedel af madspildet. De øvrige to tredjedele - 500.000 ton - kommer fra for eksempel butikker og restauranter.

- En ting er, hvad forbrugerne kan gøre. Men lige så vigtigt er det, at detailbranchen sætter mål for, hvordan man i butikker og restauranter vil reducere madspildet.

- Der forventer vi, at branchen vil lave en strategi for, hvordan man kan nedbringe spildet, siger Mogens Jensen.

Socialdemokratiet sagde før folketingsvalget sidste år, at et forbud mod madspild kunne blive aktuelt, hvis ikke det løses ad frivillighedens vej.

- Vi foretrækker, at det sker frivilligt. Det er den bedste måde at løse problemet på.

- Kommer vi ikke langt nok ad frivillighedens vej, må vi se på, om der er behov for regulering, siger Mogens Jensen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089