23948sdkhjf

111 år med pakker, kærlighedsbreve og postkort: Grenaa Posthus lukker

De sidste pakker bliver læsset bag i postbilerne i det centrale Grenaa i denne uge.

Et stykke kulturhistorie er forbi og ved at finde sin nye plads og betydning i historiebøgerne.

Postnord flytter fra mandag deres postomdeling på spidsen af Djursland fra Grenaa til Tirstrup, skriver TV2 Østjylland

I Grenaa har postvæsenet de seneste 111 år holdt til i en ikonisk bygning tegnet af stjernearkitekten Hack Kampmann, der også står bag Aarhus Teater, Marselisborg Slot og et hav af andre berømte bygninger i hele Danmark.

Fra på mandag er adressen et nedlagt autoværksted i Tirstrup.

Lidt trist? Måske, men flytningen giver god mening for Postnord, når de skal køre pakker ud til hele Djursland.

- Grenaa ligger på spidsen af Djursland, så du kan kun køre vestpå, hvis ikke du vil køre i havet. Så ved at placere et distributionscenter midt på Djursland, så kan vi køre alle veje rundt. Det er både økonomisk og miljømæssigt gavnligt, siger Peter Knudsen, distributionsleder ved Depot Djursland, Postnord.

Selve posthuset lukkede for ekspeditioner i 2009, men siden da har området stadig været fyldt med postbiler, der har kørt ud til store dele af Djursland.

Nu er det slut med postomdelingen fra den ikoniske bygning.

Derfor har Tv2 Østjylland fået hjælp af Grenaa Egnsarkiv og hjemmesiden grenaaposthistorie.dk til at grave historiske billeder af posthuset frem.

Hvad kostede et højmoderne posthus tegnet af en berømt arkitekt i 1909? 35.800 kroner ifølge grenaaposthistorie.dk. Det svarer til 2.352.000 kroner i dag.

Indtil bygningen stod klar, holdt postvæsenet til i stationsbygningen fra 1876 lige ved siden af. Da mængden af post voksede blev der behov for mere plads.

Mængden af almindelig post er stærkt dalende, så det er mest pakker, som Postnord har håndteret de seneste år ved Grenaa Posthus.

Det med pakker er nu ikke nyt. Dengang var det bare ikke postbilen, men pakkevognen der blev fyldt.

Posthuset har været centrum for liv fra morgen til aften.

- Alt landposten kørte også ud herfra, og helt indtil 1970’erne blev der kørt post to gange ud i døgnet i selve Grenaa, siger Erik Sørensen, der står bag grenaaposthistorie.dk, og tilføjer:

- Hvis man sender et helt almindelig brev i dag, så kommer posten jo kun en gang om ugen.

Han kender også til beretninger om landspostbudet, der gik op til 30 kilometer per dag.

Det virker noget mere behageligt at tage turen i bil, når man tænker på, hvor mange pakker der er med rundt nu til dags.

Meget har ændret sig Grenaa, siden posthuset stod færdig i begyndelsen af det 1900-tallet.

4.046 boede i byen i 1911. Her 111 år senere bor der 14.437 mennesker i byen og mange flere i Norddjurs Kommune.

I daglig tale hedder det posthuset, men det oprindelige navn til den ikoniske bygning er Grenaa Post- og Telegrafbygning. Dengang var der flere funktioner i huset.

Senere blev det nødvendigt at udvide den oprindelig bygning for at få plads til alle de ansatte og postsorteringen.

Postnord har sat bygningen til salg. Der er ikke noget officielt om, hvad der præcis skal ske med den, men den er bevaringsværdig.

Men spørger man den lokalhistoriske postentusiast, Erik Sørensen, skal den komme offentligheden til gode.

Min drøm er, at Norddjurs Kommune køber den og laver det om til et medborgerhus, hvor der kunne komme masser af foreningsliv med foredrag og mange andre arrangementer, siger han.

Sikkert er det, at hvis postbudet kommer forbi det nu gamle posthus i fremtiden, er det kun for at aflevere pakker. For posthus bliver det aldrig igen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079