23948sdkhjf

Jensens Bøfhus: Vores folk er mere McDonalds-medarbejdere end tjenere

Jensens Bøfshus' direktør, Anders Nikolaisen, mener ikke, at hans værtinder laver tjenerarbejde.

Jensens Bøfhus og 3F's store strid om en ny overenskomst nåede nye højder i weekenden, da forhandlingerne brød sammen, og direktør Anders Nikolaisen varslede lockout af sine 3F-organiserede medarbejdere fra mandag 16. marts.

Det skriver A4 Arbejdsliv.

Bøfkædens direktør vil have en ny overenskomst, der er magen til hans store konkurrent, Flammens. Her får alle den samme timeløn som såkaldte 'enhedsmedarbejdere', der kan varetage alle de forskellige funktioner. Lige løn for lige arbejde, siger Anders Nikolaisen, der mener, at arbejdet for hans medarbejdere er at sidestille med det på Flammen.

Men ifølge 3F laver serveringspersonalet på Jensens tjenerarbejde - i modsætning til på Flammen, der har en buffet.

Derfor nægter fagforbundet at indgå en overenskomst, hvor de såkaldte værtinder fremover skal have 20 kroner mindre i timen, selvom køkkenmedarbejderne ville få en lønstigning på 4-5 kroner.

Direktøren for Jensens Bøfhus mener dog ikke, at hans ansatte udfører tjenerarbejde.

- Hvad angår det arbejde, der bliver udført, synes jeg, at det i højere grad minder om det arbejde, der udføres på Flammen og for den sags skyld på McDonald’s. Det er forkert at påstå, at det er faglært tjenerarbejde, siger han til A4 Arbejdsliv.

Han understreger, at køkkenmedarbejdere og medhjælpere vil gå op i løn med manøvren, mens servicefolkene vil gå en smule ned i løn.

Anders Nikolaisen afviser samtidig, at han får noget økonomisk ud af at gå fra den ene overenskomst til den anden.

- Jeg får ikke noget ud af det på lønomkostninger. Så kunne du så stille mig spørgsmålet om, hvorfor pokker jeg overhovedet gør det her. Det gør jeg fordi, det skaber en langt større fleksibilitet end i dag. Hvis jeg for eksempel har en køkkenmedarbejder, der er syg, kan jeg kun ringe til en tredjedel af min telefonliste. Det samme gælder, hvis to kolleger vil bytte vagter, siger direktøren til A4 Arbejdsliv.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.502