23948sdkhjf

Coop vil åbne ti nye Folkeskove

Sammen med danskerne vil Coop over de næste ti år plante ti Folkeskove i Danmark. Det første skovstykke indvies 6. maj 2020.

Coop vil i samarbejde med Hedeselskabet plante ti nye "Folkeskove".

Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse. 

Over det kommende årti åbnes ti nye folkeskove, på tilsammen 1.000 hektar ny skov, svarende til et areal på 1.400 fodboldbaner.

Beplantningen af den første skov begynder til maj og følges op af en ny skov hvert år de efterfølgende ni år. Folkeskovene spredes ud over hele danmarkskortet, så alle danskere får mulighed for at tage del i projektet.

- Vi ser Coops Folkeskove som klimaaktivisme i øjenhøjde. Ud fra en tanke om hvor langt vi kan komme, hvis vi i fællesskab hjælper hinanden med at trække de til tider lidt højtravende klimaambitioner helt ned på jorden, og i bogstavelig forstand får dem til spire nedefra og op, siger adm. direktør for Coop, Peter Høgsted.

Med afsæt i Coops 154-årige foreningsejerskab og 1,8 millioner medlemmer er det ambitionen at få engageret både lokalområder og yderligere samarbejdspartnere i den konkrete opbygning af folkeskovene.

Eksempelvis bliver der etableret ti lokale skovråd i områderne omkring hver af skovene, så det sikres, at skovene kommer til at tilbyde aktiviteter og oplevelser for alt fra familier til unge og ældre.

Startskuddet for beplantningen af den første folkeskov finder sted onsdag den 6. maj 2020. Datoen er valgt for at markere årsdagen for den første brugsforening, der så dagens lys i Thisted 6. maj 1866.

Datoen kommer til at gå igen ved de kommende års åbninger af folkeskove, så den 6. maj fremadrettet kan blive brugsbevægelsens grønne mærkedag.

Coops Folkeskove kommer i forlængelse af Coops Ansvarlighedsstrategi, som blandt andet indeholder en målsætning om 75 pct. mindre CO2 i 2025 og et positivt klimaregnskab i 2030.

Ansvarlighedsstrategien omfatter initiativer for mere end én milliard kroner, og bliver udover Folkeskovene i den kommende tid fulgt af handling inden for alt fra madspild og reduktion af plast til betydeligt mere økologi og væsentlig reduktion af skadelige stoffer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143