23948sdkhjf

Ikea-byggerier lader fortsat vente på sig

Det er fortsat uvist, hvornår Ikea går i gang med byggeriet af møbel- og indretningsgigantens planlagte varehus i henholdsvis København og Esbjerg.

I 2016 kom udmeldingen om et 37.000 kvm stort varehus på Kalvebod Brygge ved Dybbølsbro station og shoppingcenteret Fisketorvet.

Dengang var planen åbning i 2019, men i 2018 kom det frem, at Ikea - som følge af ændrede forbrugsmønstre, hvor kunder i højere grad ønsker varer hjem til døren - har valgt at redefinere varehusplanerne.

Og det i retning af mindre varehuse. Et arbejde, der altså fortsat er i gang.

– Vi er ved at kigge på mindre varehuse, og det tager selvfølgelig noget tid at få styr på, hvordan vi fremover skal præsentere vores varer, siger Anders Lyhne Nordtorp, ekspansionschef i Ikea Danmark, til Wood Supplys søstermedie Licitationen - Byggeriets Dagblad,

Han henviser til, at Ikea blandt andet har et 6.000 kvm varehus ved operaen i Paris.

Samtidigt understreger han, at der endnu ikke er sat ny kvm-størrelse på Kalvebod Brygge-projektet. Og han afviser, at planerne er droppet.

– Nej, det er de ikke. Vi arbejder stadig stærkt på, at der kommer noget, lyder det.

Han fortæller, at der ikke er sat tidslinje op for, hvornår arbejdet med at redefinere projektet skal være færdigt.

For Esbjergs vedkommende var planen i første omgang et 20.000 kvm stort varehus i bydelen Kjersing med åbning i 2021. Men også her blev projektet sat på pause tilbage i 2018. Ifølge Anders Lyhne Nordtorp vil man først koncentrere sig om Kalvebod Brygge.

– Vi har sat os for, at vi først vil udvikle København og så Esbjerg, fortæller han.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109