23948sdkhjf

Fusk med salg af enorm mængde chokolade giver millionsmæk

Staten gik glip af store summer, da en virksomhed i København fra juli 2013 til juni 2014 importerede og videresolgte 422.000 kilo chokolade.

Godt 15 millioner kroner i form af chokoladeafgifter og moms blev ikke betalt, og det har mandag ved Københavns Byret resulteret i millionbøder til to mænd på henholdsvis 73 og 74 år.

Den 73-årige idømmes en bøde på 9,9 millioner kroner samt fængsel i tre år og tre måneder. Heraf er størstedelen - to år og ni måneder - dog gjort betinget. Den 74-årige straffes med en bøde på 3,1 millioner kroner.

Det oplyser anklagerfuldmægtig Julie Frigast Gredal fra Københavns Politi.

- Ved strafudmålingen lægger man vægt på, at der har været tale om systematisk svindel med moms og chokoladeafgifter, og at det er sket over en længere periode. Man lægger desuden vægt på størrelsen af det unddragne beløb, siger Julie Frigast Gredal.

Den 74-årige var indehaver af den virksomhed, der solgte chokoladevarerne, mens den 73-årige var direktør i et selskab, der stod for rådgivnings- og administrationsopgaver i den medtiltaltes firma.

De to mænd var tiltalt for unddragelse af chokoladeafgifter for 10,3 millioner kroner samt unddragelse af moms for samlet 4,7 millioner kroner.

Indehaveren af det firma, der importerede og videresolgte chokoladen, blev frifundet for fusk med chokoladeafgifter. Til gengæld blev ejeren af rådgivningsfirmaet kendt skyldig i medvirken til unddragelse af chokoladeafgifter.

Grov uagtsomhed

Begge blev i et vist omfang kendt skyldige i spørgsmålet om momsunddragelse. Her mente Københavns Byret, at den 74-årige havde gjort sig skyldig i overtrædelse af momsloven ved grov uagtsomhed.

- Retten finder, at han har handlet groft uagtsomt ved at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, fortæller Julie Frigast Gredal.

Egentlig var han ikke tiltalt for at have handlet uagtsomt. Men i løbet af sagen har anklageren argumenteret for, at det var muligt at henføre spørgsmålet om momsfusk under en paragraf om netop grov uagtsomhed.

Den 73-årige blev dømt for medvirken til grov momsunddragelse.

- Retten finder det bevist, at han gennemførte transaktioner, som havde til formål at unddrage statskassen moms og afgifter. Derfor finder man, at han har haft det fornødne forsæt, siger Julie Frigast Gredal.

Sidstnævnte skal betale en erstatning til Skat på 15,1 millioner kroner.

Hvorvidt også den 74-årige skal betale erstatning til statskassen, skal afgøres på et senere tidspunkt.

De to mænd var tiltalt for sammen at have begået afgifts- og momssvindel. Men at momsunddragelsen skal være sket i fællesskab, har Københavns Byret ikke fundet bevist.

De to mænd har gennem hele sagen nægtet sig skyldige. Både anklager og de tiltalte har nu 14 dage til at overveje, om de vil anke dommen fra Københavns Byret.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094