23948sdkhjf

Salg af lattergas til personer under 18 år bliver forbudt

Der indføres aldersbegrænsning for salg af lattergaspatroner samt begrænsninger for salgssteder.

Det bliver fremover forbudt for personer under 18 år at købe lattergaspatroner. Det er Folketingets partier minus Liberal Alliance og Nye Borgerlige enige om.

Det oplyser Erhvervsministeriet tirsdag på sin hjemmeside.

Heller ikke den tidligere LA'er Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der nu står i spidsen for Fremad, er med i aftalen.

Aftalen skal begrænse brugen af lattergas, især blandt unge. Aftalen betyder blandt andet, at det ikke vil være muligt at købe lattergaspatroner i kiosker eller andre butikker, der sælger alkohol, cigaretter og e-cigaretter.

Desuden må privatpersoner fremover kun købe to lattergaspatroner af otte gram per køb.

Lattergassen er egentlig tiltænkt brug i flødeskumssifoner. Men ifølge Sundhedsstyrelsens hjemmeside blev der rapporteret et dødsfald i henholdsvis 2007, 2016, 2018 og 2019, hvor lattergas var involveret.

I 2019 modtog Giftlinjen 62 henvendelser om lattergas mod en fordobling fra 20 til 40 henvendelser i perioden 2016 til 2018.

Aftalen glæder erhvervsminister Simon Kollerup (S).

- Lattergas er farligt for unge og deres helbred. Iltmangel. Nerveskader. I sidste ende kan man dø af det. Den store misbrug af lattergas som rusmiddel gør derfor mange forældre utrygge og kan gøre uoprettelig skade på vores unge i Danmark.

- Derfor er jeg rigtigt glad for, at der var bred opbakning til, at vi nu får sat en stopper for den alt for lette adgang til lattergas og den voldsomme misbrug af lattergaspatroner blandt vores unge, siger Kollerup i pressemeddelelsen.

Bødeniveauet hæves også med aftalen. Bøder til butikker, der ikke lever op til reglerne, hæves fra i dag at være på 10.000 kroner til fremover at være 25.000 kroner ved første overtrædelse. Ved anden overtrædelse koster det 50.000 kroner, mens butikker skal af med 75.000 kroner ved tredjegangsovertrædelser.

- Det er helt uacceptabelt, at der profiteres på salg af lattergaspatroner på bekostning af vores unges helbred.

- Derfor hæver vi bødeniveauet markant, så de, der bryder reglerne, mærker, at hammeren falder hårdt, og at det ganske enkelt ikke kan betale sig for butikker og kiosker at omgå reglerne for salg af lattergaspatroner, siger Kollerup.

Lattergasfesten lukker nu med aftalen. Det siger SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, i en skriftlig kommentar.

- Vi har desværre allerede set dødsulykker som følge af brugen af lattergas. Derfor er jeg glad for, at vi nu får lukket lattergasfesten og sat begrænsninger op, siger hun.

Politikerne vil nøje følge, om tiltagene virker, siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, på et pressemøde.

- For det, vi beslutter i dag, skal virke, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109