23948sdkhjf

App skal give halv milliard forbrugere viden om skadelig kemi

Forbrugere i Europa kan med appen "Tjek Kemien" opbygge vidensbank om varer, der indeholder skadelig kemi.

En app til telefonen kan fremover hjælpe forbrugere med at finde ud af, om der er skadelige kemikalier i produkter som tøj, møbler, legetøj og elektronik.

Miljøstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk står sammen med myndighederne i 12 andre lande i Europa bag appen "Tjek Kemien", der præsenteres torsdag.

- Det skal ikke være op til forbrugerne selv at beskytte sig mod skadelig kemi.

- Men appen giver alle miljøbevidste forbrugere en mulighed for at bidrage til den grønne omstilling og sende et signal til industrien, siger miljøminister Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse.

Appen kan bruges, hvis man er tvivl om, hvorvidt der er skadelige stoffer i et produkt, man har tænkt sig at købe.

Den fungerer ved, at man skanner stregkoden på den pågældende vare med sin telefon.

Forespørgslen går så videre til butikken eller virksomheden bag produktet, som er forpligtet til at svare på, om varen indeholder kemikalier, der er opført på EU's såkaldte kandidatliste.

Det er en liste med 200 stoffer, der anses for at være problematiske og potentielt skadelige.

I nogle tilfælde vil man få svar med det samme, men der kan ifølge Forbrugerrådet Tænk gå op til 45 dage. Det er den tid, loven giver virksomhederne til at svare.

Det er lang tid at vente, hvis man står og skal købe en barnevogn eller en sofa.

Appens formål er derfor at samle en database med virksomhedernes svar fra hele Europa.

Hvis en tysk forbruger har skannet en barnevogn og fået virksomhedens svar, vil en dansk forbruger kunne se det svar med det samme, hvis han eller hun skanner barnevognen i en butik i Danmark.

- Jo flere der bruger appen, jo bedre datagrundlag vil vi få, og jo mere information vil appen kunne give, siger Lea Wermelin.

Hun understreger samtidig, at Danmark "konstant arbejder for bedre kemiregler i EU".

I Forbrugerrådet Tænk ser projektchef Claus Jørgensen appen som et skridt på vejen mod udfasning af de problematiske stoffer.

- Vi er overbeviste om, at det på sigt vil føre til færre kemikalier i varerne, fordi virksomhederne bliver opmærksomme på, at folk spørger ind til det.

- Så vi håber, at virksomhederne på sigt udfaser stofferne, men der vil gå lidt tid, for det er en stor øvelse.

- Og så håber vi samtidig, at politikerne på sigt vil stramme endnu mere op, så vi kan få de skadelige stoffer helt forbudt, siger han til Ritzau.

Appen vil være tilgængelig for 500 millioner forbrugere i Europa.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073