23948sdkhjf

Regeringen vil redde landapoteker med Robin Hood-model

Sundhedsminister vil hjælpe de nødlidende apoteker i landområderne med penge fra byapoteker med overskud.

Mange apoteker på landet er truet af lukning. Derfor lægger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) op til en omfordeling, så apoteker i centre og større byer skal hjælpe de økonomisk pressede landapoteker.

Det skriver avisen Danmark.

To ud af tre apoteker i landområderne overvejer at kaste håndklædet i ringen, viser en ny analyse fra Danmarks Apotekerforening. Den peger også på, at 35 landapoteker allerede er truet af lukning.

Torsdag mødes Danmarks Apotekerforening med Magnus Heunicke for at diskutere, hvad der kan og bør gøres.

- Landapotekerne kører ud over kanten, hvis ikke vi gør noget. Og det går ud over de forkerte, når et apotek på landet må lukke.

- Det er typisk de ældre patienter med flere kroniske lidelser, der bor på landet. Og de har om nogen brug for let adgang til medicin og for den grundige rådgivning, det lokale apotek tilbyder, siger Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening, til avisen Danmark.

Sundhedsminister Magnus Heunicke anerkender problemet og har et bud på en løsning klar.

- Byapotekerne har helt klart den største overskudsgrad, mens landapotekerne gisper efter vejret. Derfor er vores udspil i forhandlingerne, at vi laver en omfordeling fra byapotekerne til landapotekerne.

Ministeren vil ikke gå for meget i detaljer midt i et forhandlingsforløb med apotekerne. Men hvis man kalder hans løsning for en Robin Hood-model, er han med på det.

- Ja, det kan man sige. Indtil videre har apotekerne ikke været så glade for det, for de vil også gerne have nogle flere penge ud af det, siger Heunicke til avisen Danmark.

Der er tale om en slags førstehjælp, som skal sikre de nødlidende landapoteker, indtil der kan skabes en langvarig solid model for, hvordan apotekerne skal aflønnes af staten.

Modellen, som regeringen lægger op til, skal sørge for, at landapotekerne ikke koster samfundet noget. Pengene skal hentes ved en omfordeling fra de apoteker med de største overskud, mener ministeren.

De dystre udsigter for apoteker i de tyndt befolkede områder er skyggesiden af en succeshistorie, som har givet danskerne flere apoteker og kortere ventetid ved skranken.

Siden apotekerne fik friere rammer i 2015, er der åbnet 183 nye apoteker i hele landet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125