23948sdkhjf

Selskabet bag Ota Solgryn og Havre Fras fusionerer

Selskaberne Nakskov Mill Foods og Crispy Food bliver slået sammen. De to selskaber har i forvejen samme ejer.

De to morgenmadsproducenter Nakskov Mill Foods og Crispy Food fusionerer.

Fusionen af de to selskaber, som har samme ejer, skaber Danmarks største producent af morgenmadsprodukter.

Det fusionerede selskab kommer til at hedde Crispy Food Nordic, oplyses det i en pressemeddelelse.

- Dannelsen af Crispy Food Nordic er udtryk for en ambition om at sætte endnu mere fart på vores udvikling.

- Det er et fantastisk udgangspunkt, at det er to sunde og succesfulde virksomheder, vi samler.

- Derfor holder vi også fast i produktionen i både Nakskov og Gørlev, som fortsat vil have hver sin fabrikschef, siger Christian Bring, administrerende direktør for Crispy Food Nordic, i meddelelsen.

Ifølge ham er det ikke tilfældigt, at Nordic indgår i det nye fælles navn.

80 procent af produktionen hos de to selskaber går til eksport og langt det meste til Sverige og Finland.

Lande som Tyskland er også store aftagere af produkter, og det er planen, at eksporten skal udvides til flere lande og være med til at drive væksten.

- De internationale trends med efterspørgsel efter fødevarer af gode, sunde råvarer og høj fødevaresikkerhed, passer jo perfekt til vores profil.

- Vores morgenmad er kornbaseret, og vi har øvet os i mere end hundrede år på at fremstille velsmagende produkter, som man kan stole på.

- Vores investeringer og udvikling går derfor videre i samme retning, siger Christian Bring.

Nakskov Mill Foods og Crispy Food er begge ejet af den familieejede koncern Koff, som ejer en række forskellige selskaber inden for fødevarebranchen.

Nakskov Mill Foods, der er det ældste af de to selskaber, er især kendt for sin produktion af Havre Fras og Ota Solgryn. Sidstnævnte blev på et tidspunkt solgt til nogle amerikanere, men er siden kommet tilbage på danske hænder.

Crispy Food er især kendt for sin produktion af det drys, der for eksempel findes i låget til små yoghurtbægre.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081