23948sdkhjf

Advarer mod priskrig

Tendens: Forbrugerne køber kedelige og fornuftige julegaver i år.

Forbrugerne holder igen med de store impulsive indkøb af julegaver i år.

Det forventer en af landets førende eksperter i forbrugeradfærd, Nicolai Broby Eckert, der er partner i konsulenthuset Simon-Kucher & Partners.

- De tilgængelige analyser af årets julehandel tyder på, at forbrugerne er mere forsigtige her i 2019, end det har været tilfældet de senere år. Mange forbrugere tænker mere over, om de køber ting, som de reelt har brug for. Der er en tendens til, at julegaverne samlet set er lidt billigere og samtidig lidt mere kedelige og fornuftige i år, end de har været tidligere, siger Nicolai Broby Eckert i en pressemeddelelse. 

Gaver er købt med rabat
Simon-Kucher & Partners har indkredset to fremherskende årsager til det forventede fald i det samlede indkøb af julegaver.

Den ene årsag er, at forbrugerne forventer en økonomisk opbremsning. Forbrugertilliden er vigende, og julehandelen er en indikator for forbrugertilliden.

Den anden årsag er, at en betydelig del af forbrugerne allerede har købt en stor del af deres julegaver i forbindelse med black friday. Dermed opnåede mange forbrugere enten egentlige besparelser eller fik mere for de penge, de i forvejen havde tænkt sig at bruge.

Dette har også medført, at de senere års vækst i onlinehandel er fladet ud.

Advarer mod priskrig
I en situation som den aktuelle, hvor forbrugerne holder igen, advarer Nicolai Broby Eckert mod, at detailhandel og online-butikker skaber priskrige.

- Den økonomiske opbremsning påvirker den samlede efterspørgsel. I stedet for at kaste sig ud i priskonkurrence skal virksomhederne fokusere på at tage markedsandele, siger Nicolai Broby Eckert.

Hvis man vil sætte priser ned, skal man ifølge Nicolai Broby Eckert gøre det på såkaldte pris-imageprodukter og samtidig justere priserne opad på de resterende produkter.

Imageprodukter er de produkter, som direkte definerer forbrugernes syn på butikkens overordnede prisniveau.

- Dertil kommer, at man bør fastholde fokus på onlinesalg. Selv om vi lige nu ser en opbremsning, er det vores vurdering, at udviklingen hen imod et relativt større onlinesalg vil vende tilbage, siger Nicolai Broby Eckert.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08