23948sdkhjf

Bang & Olufsen nedjusterer forventninger til året markant

Bang & Olufsen har tirsdag aften atter nedjusteret sine forventninger.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.

Koncernen med hovedsæde i Struer regner nu med et fald i omsætningen i regnskabsåret 2019/20 på 13 til 18 pct. mod tidligere en prognose om en "encifret vækst".

Det er således den fjerde nedjustering, selskabet gennemgår på knap et år.

- Faldet i omsætningen har været større end forventet, hvilket skyldes flere faktorer - blandt andet at selskabets partneres salg til forbrugernes ikke har været tilfredsstillende, skriver Bang & Olufsen i meddelelsen.

- Den strategiske retning er uændret, men det står klart, at der skal ske en fundamental ændring af salgs- og marketingsindsatsen og skabes en kultur, hvor vi er tættere på kunder og partnere, siger Kristian Teär, der er administrerende direktør i B&O, i en pressemeddelelse.

B&O forventer også en nedgang i selskabets driftsmargin - ebitmargin - på mellem minus 4 til minus 9 pct. Her var forventningen førhen, at den ville være bedre end sidste år.

Endelig spås de frie pengestrømme at lande i et negativt interval mellem 100 og 150 millioner kroner. Den oprindelige forventning var på dette område en positiv pengestrøm.

Hvad angår forventningerne til andet kvartal af regnskabsåret 2019/20 forventer Bang & Olufsen et fald i omsætningen på 31 pct.

Selskabets nedtur begyndte den 19. december 2018, da Bang & Olufsen blev tvunget ud i en nedjustering.

B&O havde skudt forbi sine forventninger til omsætningen, hvilket førte til, at selskabet skruede ned fra en forventet vækst på 10 pct. til 0 pct.

I løbet af første halvår af 2019 fulgte to store nedjusteringer. Omsætningen endte med et fald på knap 14 pct. for regnskabsåret.

Bang & Olufsen offentliggør det endelige regnskab for første halvår af 2019/20 den 14. januar 2020.

/ritzau/

Læs mere om: B&O
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078