23948sdkhjf

Sild eller rejer? Hver tredje har svært ved at handle klimavenligt

Når indkøbsvognen bliver skubbet ned gennem supermarkedets gange og forbi de bugnende hylder, så er det for en tredjedel decideret svært at handle klimavenligt.

Det viser en ny YouGov-undersøgelse for Forbrugerrådet Tænk.

- Det handler om at ændre den måde, man spiser og sammensætter sit måltid, siger Camilla Udsen, som er fødevarepolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.

- Grønt skal spille hovedrollen, men også bælgfrugter, som er et godt alternativ til kød, tilføjer hun.

Den største barriere for at købe mere klimavenligt er pris, viser undersøgelsen. Men det behøver ikke at være dyrt at købe klimavenligt ind.

- Langt hen ad vejen er det billigere, hvis man vælger at spise gode, grove grøntsager og bælgfrugter, siger Camilla Udsen.

Erstatter man kød og fisk med vegetabilske fødevarer som bælgfrugter, kan man skære klimabelastningen ned med cirka 20 procent ifølge DTU Fødevareinstituttet.

Men at spise klimavenligt behøver ikke at være et fuldstændigt farvel til udvalgte fødevaregrupper. Man kan skære et par procent af sin klimaregning bare ved at efterleve de danske kostråd og næringsstofanbefalinger.

Hvis man spiser efter anbefalingerne - og beholder kød og fisk i sin kost - så kan man skære sin klimabelastning med omkring 20-30 procent ved at vælge blandt fødevarerne med de laveste klimaaftryk, oplyser DTU Fødevareinstituttet.

Zoomer man ind på eksempelvis fisk fra havet, er der meget store forskelle på CO2-udledningen.

Det samlede klimaaftryk for et kilo muslinger er på 0,1 kilo CO2, mens det for et kilo hummer er 20,2 kilo.

Det viser en tabel over klimaaftrykket for hele fødevarekæden - det vil sige produktion, forarbejdning og transport - fra DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

- Rejer skal man heller ikke spise særligt ofte. Derimod er sild både ernærings- og klimamæssigt en god spise, fortæller seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet.

- Sild er - ligesom makrel - en stimefisk, og man fanger rigtig mange sild per sejltur, så brændstofforbruget er lavt per kilo fisk, forklarer hun og foreslår, at man finder opgørelserne over CO2-udledning og starter fra bunden.

/ritzau fokus/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099