23948sdkhjf

Butikskæder oplever stort nej tak til plastikposer

De seneste to år har Elgiganten langet 1,7 mio. færre poser over disken. H&M har oplevet et tilsvarende fald på 60 procent det seneste år.

Sidste efterår begyndte flere store butikskæder at bede kunderne om at betale for en plastikpose for at skåne miljøet, og det har fået flere handlende til at tænke sig om en ekstra gang.

I Elgiganten i Slagelse er de på den baggrund helt holdt op med at spørge, om kunden vil købe en pose med. Der er simpelthen for få kunder, der vil købe dem.

Det skriver DR Sjælland.

Butikker oplever markant fald i plastikposer
På to år er antallet af plastikposer, der forlader Elgigantens butikker faldet med 85 procent, og på bare et år har H&M langet 60 procent færre poser over disken.

Leif Søndergaard er butikschef i Elgiganten i Slagelse. Ifølge ham reagerer kunderne positivt på at skulle betale lidt ekstra for bæreposerne.

- Kunderne har fuld forståelse for, at det er et miljøansvar, som vi alle sammen bærer. Vi har ikke mødt nogen negative holdninger til, at de skal betale for en pose, siger han til DR Sjælland.

Siden 2017 er Elgigantens butikker gået fra at lange over to millioner plastikposer over disken til i dag kun at udlevere 300.000 poser.

- Det betyder, at vi har sparet naturen for 30 tons plastik, siger butikschefen.

I H&M har kunderne også taget godt imod betalingsposerne, selvom det har krævet tilvænning, siger Hanne Lundgren, der er Sales Advisor i H&M i Næstved Storcenter.

- Kunderne var i starten skeptiske over for, at man ikke bare fik en pose, når man handlede tøj. Men nu har folk vænnet sig til at have deres egen pose eller stofnet med, siger hun.

Husk de gode posevaner i december
Men selvom der generelt bliver langet færre poser over disken, får kurven alligevel et nøk opad omkring juletid og black friday.

Ifølge Elgiganten bliver der købt flere poser i november og december, fordi indkøbene er større.

Det får stifter af Plastic Change Henrik Beha Pedersen til at appellere til, at alle julehandlende husker de gode posevaner.

- Vi lever i en kultur, hvor vi har vænnet os til, at vi kommer hjem med otte forskellige plastikposer, når vi har handlet julegaver, siger han til DR Sjælland.

Julegaverne skal jo bæres hjem, og det bør man ifølge Henrik Beha Pedersen overveje, allerede inden man tager hjemmefra.

- En masse supermarkeder har store, stærke genbrugsposer, som vi bruger til at købe ind med i hverdagen. Dem kan vi også tage med ud, når vi skal købe julegaver, fortæller han.

For plastikposen behøver ikke nødvendigvis være djævlen selv. Den skal bare være i en kvalitet, der kan genbruges.

- Jeg har en genbrugspose fra Frankrig, som jeg har brugt i næsten 20 år, fortæller Henrik Beha Pedersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097