Forbrugertilliden falder en smule i november
Den danske forbrugertillid er bakket en smule fra oktober til november.
I november lå forbrugertilliden således på 1,4 mod 1,7 i oktober, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er bekymrende, da en tiltagende krisefrygt hos forbrugerne normalt dæmper både privatforbruget og investeringerne, bemærker cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv.
- Den stigende krisefrygt hos forbrugerne kan altså hive fart ud af dansk økonomi på et tidspunkt, hvor den globale afmatning i forvejen udfordrer dele af eksporten, siger han i en skriftlig kommentar.
Forbrugertilliden ligger fortsat en del lavere end gennemsnittet for de seneste seks måneder, som er 3,7.
Forbrugertilliden belyser befolkningens syn på dens nuværende og fremtidige økonomiske situation.
/ritzau/