23948sdkhjf

Flemming åbner sit julehjerte og butiksdørene for frivillige bagekoner

I Aabenraa er man stolt af initiativet Julehjertebyen, der har til formål at rejse penge til julehjælp til de, der har mindst at gøre med. Og et af byens julehjerter lader til at sidde i brystet på Flemming Henriksen. I hvert fald har indehaveren af byens Multiform-forretning inviteret de frivillige Hjertebagekoner til at gøre brug af forretningens køkkener, når der skal bages for den gode sag.

– Da jeg læste på Facebook, at Hjertebagekonerne manglede et sted at bage kage og boller, som skal sælges i Julehjertebyen, skyndte jeg mig at skrive, at de var velkomne til at bage her i butikken, hvor vi har fem ovne og masser af hjerterum, fortæller Flemming Henriksen i en pressemeddelelse.

Hos Julehjertebyen blev der straks takket ja tak til tilbuddet, så fire dage i december kommer der til at dufte ekstra godt i Multiform-butikken på Næstmark.  De hjemmebagte boller, roulader og lagkager bliver så solgt til de mange, som gæster den hyggelige Julehjerteby fra 23. november til 23. december for at støtte det gode formål.

Jette Petersen, der er områdeleder for Hjertebagekonerne, ser frem til at tilbringe fire bagedage hos Multiform.    

– Jeg blev bare så glad, da Flemming Henriksen skrev, at vi gerne måtte bage i hans køkkenbutik. Her er alt, hvad vi skal bruge, og kunderne kan dufte og se, hvad vi står og bager. Samtidig betyder det, at vi kan holde omkostningerne nede, og hermed kan vi hjælpe endnu flere med julehjælp, og det er jo netop det, som vi alle brænder for, lyder det fra Jette Petersen, som er klar til årets julebag.

Hjertebagekonerne rykker ind i køkkenbutikken d. 3. dec. kl. 10-13, 5. dec. kl. 13-17, 10. dec. kl. 10-13 samt d. 12. dec. kl. 13 – 17. Lækkerierne kan nydes i den nye Cafe Karen, som ligger i Jacob Michelsens Gård. 

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094