23948sdkhjf

Rema 1000 vinder vegansk pristjek

Der kommer flere og flere plantebaserede varer i de danske supermarkeder, men udbud og pris varierer meget fra butik til butik.

Der kommer flere og flere plantebaserede varer i de danske supermarkeder, men udbud og pris varierer meget fra butik til butik.

Dansk Vegetarisk Forening har udvalgt 13 plantebaserede basisvarer, som ethvert supermarked bør have, hvis de vil tiltrække de grønne forbrugere, og sammenlignet priserne.

Resultatet af testen er, at Rema 1000 er 19 kr billigere end Netto, der kommer ind på andenpladsen, og 38 kr billigere end Føtex på tredjepladsen.

- Prisen for en liter økologisk havredrik svinger med 10 kr, alt efter hvor den købes. Størst prisforskel er der på is og tofu, hvor forskellen er hhv. 40 og 26 kr. Det er meget store forskelle på et enkelt produkt, siger Mie Nordly, erhvervschef i Dansk Vegetarisk Forening.

- Vi forsøger hele tiden at tilrette vores sortiment, så det dækker stort set alt til hverdagen. Vi oplever en stigende efterspørgsel efter plantebaserede produkter, og derfor har vi de seneste par år udvidet vores sortiment indenfor dette område, og det fortsætter vi med. Vi ønsker, at alle kan få dækket deres indkøbsbehov, samtidig med at prisen er i højsædet, siger indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000, Anders René Jensen.

De udvalgte produkter er basisvarer, som dækker over plantebaseret morgenmad, frokost, aftensmad og dessert.

De 13 varer er:
Økologisk havredrik
Økologisk plantemargarine
Soya yoghurt
Vegansk "ost"
Hummus
Økologisk plantepostej
Økologisk tofu
Falafler
Økologisk plantefars
Plantebaseret hakket
Økologiske røde linser
Økologiske kikærter
Vegansk is

Mindst forskel er der på sojayoghurt og plantemargarine, hvor prisforskellen er 4 kr.

- Tidligere på året lavede vi en undersøgelse, hvor fleksitariske, vegetariske og veganske forbrugere skulle angive deres foretrukne supermarked, og her var Rema 1000 det mest populære. Det hænger højst sandsynligt sammen med det, vi ser i denne her pristest, at otte af de undersøgte 13 basisvarer er billigst i Rema 1000, siger Mie Nordly.

Mangel på varer hos flere supermarkeder
Flere supermarkeder har ikke alle 13 plantebaserede basisvarer. F.eks. har fire af de undersøgte supermarkeder ikke vegansk "ost", tre har ikke økologisk plantepostej og andre tre har hverken økologiske røde linser eller kikærter, hvilket er basisvarer i ethvert hjem, der spiser forholdsvis plantebaseret.

- Der er et stykke vej igen for nogle af supermarkederne. Dog ikke større end at produkterne findes derude, og de blot skal have lavet nogle aftaler og få dem bestilt hjem, siger Mie Nordly.

En anden undersøgelse fra Dansk Vegetarisk Forening med over 4.000 adspurgte viser, at dem, der spiser vegansk, vegetarisk og fleksitarisk, går meget op i økologi. S

åledes svarede 84 pct., at mindst 40 pct. af deres fødevareindkøb er økologisk. For 42 pct. er økologiandelen over 80 pct.

- Som udgangspunkt ville vi derfor gerne have undersøgt det økologiske udbud af plantebaserede varer, men realiteten er, at cirka halvdelen af de udvalgte basisvarer kun i begrænset omfang findes i økologisk version, siger Mie Nordly.

Om undersøgelsen
Dansk Vegetarisk Forening har sammenlignet priserne på 13 plantebaserede varer i 11 supermarkeder og to onlinesupermarkeder.

Priserne er fundet i butikkerne, som de er oplyst til kunderne. For alle varer er valgt den billigste variant. Kunne et produkt ikke findes i et supermarked, blev op til to andre filialer af samme supermarked undersøgt.

Hos onlinesupermarkederne er priserne tjekket over flere omgange. Spotvarer og tilbudspriser indgår ikke i undersøgelsen.

Undersøgelsen blev foretaget i den sidste halvdel i juli 2019.

For visse produkter har det været nødvendig at omregne prisen, da mængden ikke stemte overens med standardmængden anvendt i undersøgelsen.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11