23948sdkhjf

Genbrugsbutikker i hele Danmark vender black friday på hovedet

For første gang nogensinde holder Folkekirkens Nødhjælp black friday. Organisationen opfordrer til bæredygtigt forbrug med et smil på læben og giver folk en chance for at shoppe løs med god samvittighed.

Tungt belæssede shoppere med sved på panden, men lykkeligt smilende; menneskelige bjerge af indkøbsposer og -vogne. Flankeret af tilbudsskilte og opfordringer til at skrue ekstra op for forbruget og udnytte de enestående tilbud.

Sådan er vi vant til at møde black friday sidste fredag i november som efterårets sidste kommercielle højtid, inden julesalget helt får overtaget.

Skepsis uden at pege fingre
Folkekirkens Nødhjælp trækker i år i den helt modsatte retning ved at gøre black friday til en højtid for det ansvarlige forbrug.

Derfor holder organisationens 116 genbrugsbutikker i år for første gang black friday - og det i en hel uge.

Det kan virke paradoksalt, men konceptet er valgt for netop at give de købelystne mulighed for at få stillet deres købebehov, men på en bæredygtig måde. Under parolen "Bæredygtig Black Friday."

- I Folkekirkens Nødhjælp vender vi black friday på hovedet. Vi stiller os skeptiske over for umådeholdent forbrug, med black friday som et symbol på netop den tendens. På den anden side ønsker vi på ingen måde at "shame" folk for at handle på black friday, men vi vil gerne tilbyde danskerne lette muligheder for at shoppe bæredygtigt. Derfor er vores version af black friday møntet på at få danskerne til at gå fra mere FORbrug til mere GENbrug. Det er jo egentlig noget, vi gør hver eneste dag i vores 116 genbrugsbutikker over hele landet. Derfor ser vi også black friday som en mulighed for at fortælle danskerne om vores genbrugsbutikker, og hvilken forskel de gør ude i verden, siger Thomas Mølgaard Andersen, Leder af Detail & Frivillighed i Folkekirkens Nødhjælp.

Udsalg hele ugen - for de fattige og for klimaet
Derfor er der hele ugen op til black friday gode genbrugsvarer til spotpriser hos Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker i hele landet.

Kampagnen kører nemlig efter en særlig model, hvor rabatten stiger gradvist hver dag i ugen. På selve black friday samt dagen efter, den 29. og 30. november, er der 50 procent på alt i butikkerne.

Overskuddet fra butikkerne under black friday såvel som resten af året bliver sendt videre til Folkekirkens Nødhjælps arbejde rundt omkring i verden. Og det batter - hvert år giver butikkerne tilsammen et overskud på 25 millioner kroner, som går til verdens fattigste.

Danskere køber i gennemsnit årligt 16 kilo tøj og sko, og da produktion af tøj både forurener og belaster klimaet, skåner man både miljø og klima ved at købe genbrug.

Hilda Heick med kjoler på besøg
Der er ikke kun god samvittighed at hente ved at shoppe genbrug på black friday. For Hilda Heick, der er mangeårig ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp, tager både sit lyse humør, gode håndelag og sine aflagte kjoler med til salg og stiller sig bag disken en formiddag først i 2020.

Hos den butik, der vel at mærke præsterer periodens største stigning i omsætningen og dermed vinder den fornemme præmie med stjernebesøget.

- Vi er meget glade for at Hilda Heick vil være med til at bakke op om Bæredygtig Black Friday. Hun er en fantastisk ambassadør for vores kamp for verdens fattigste og har gennem længere tid støttet de frivillige i deres arbejde i Folkekirkens Nødhjælp, siger Thomas Mølgaard Andersen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076