23948sdkhjf

Erhvervsministeren sætter ind over for udenlandske webbutikker

En ny produktlov skal blandt andet åbne op for 'mystery shopping' i webbutikker, på sociale medier og i andre internetfora.

Danskerne handler i dag over hele verden via webbutikker og online platforme.

Det giver adgang til et bredere udvalg af varer og til billigere priser, men desværre er det også ofte sværere at gennemskue, om varerne er lovlige og sikre, eller om man risikerer, at den nyindkøbte brødrister selvantænder eller at børnene bliver kvalt i det nye legetøj.

Derfor vil erhvervsministeren i starten af 2020 fremsætte et forslag til en ny lov om produkter og markedsovervågning.

Lovforslaget skal blandt andet gøre det lettere at foretage kontroller og at straffe butikker, som sælger ulovlige produkter, hårdere.

Det fortæller Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse. 

- Danskernes indkøbsvaner har ændret sig, så vi i dag køber en stor del af vores varer på internettet, og der har vi jo adgang til butikker fra hele verden, hvor der ikke altid er samme fokus på produktsikkerhed, som her i Danmark, siger Erhvervsminister Simon Kollerup.

- Vi skal kunne beskytte de danske forbrugere mod for eksempel farligt legetøj, farlige maskiner eller ulovligt fyrværkeri, uanset om de handler i en butik på Byrum Hovedgade eller i en online webshop fra Kina. Derfor har vi brug for tidssvarende lovgivning, der også er fremtidssikret både med hensyn til nye produkter og nye handelsveje, tilføjer han. 

På EU-plan er der vedtaget en ny forordning om markedsovervågning og produktoverensstemmelse som tager hånd om den nye udvikling.

Det kommende forslag fra erhvervsministeren udspringer blandt andet af denne forordning:

- Det er en udfordring for forbrugernes sikkerhed, at vi ikke med den nuværende lovgivning kan kontrollere produkter fra forhandlere uden for EU. Derfor har vi besluttet at indarbejde de nye muligheder for håndhævelse allerede nu - et år før forordningen reelt er pålagt os at skulle træde i kraft - ligesom vi har valgt at supplere forordningen med en række tiltag, som fx øgede strafmuligheder, så danske forbrugere fortsat trygt kan handle på nettet. Det skal være tydeligt for virksomhederne, at det ikke kan betale sig ikke at spille efter reglerne, fortæller erhvervsminister Simon Kollerup.

I lovforslaget vil der blive givet mulighed for anonym kontrol, såkaldt 'mystery shopping', i webbutikker, på sociale medier og i andre internetfora, hvor der handles med forbrugerprodukter.

Derudover bliver der mulighed for at blokere online salgskanaler, som overtræder reglerne, ligesom bøderne for at overtræde reglerne hæves.

Lovforslaget vil desuden samle eksisterende lovgivning om produkter og markedsovervågning inden for Sikkerhedsstyrelsens område. Det drejer sig blandt andet om legetøj, elmateriel, gasmateriel, fyrværkeri, maskiner, elevatorer, trykudstyr og personlige værnemidler.

Lovforslaget sendes i høring medio november og forventes at træde i kraft d. 1. juli 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128